»Tak for din ansøgning.. Du ser virkelig fantastisk ud..«

Sådan startede en mail-korrespondance, da en kvinde søgte et job i en café. Ejeren af Caféen sendte dagen efter en mail til kvinden, hvor han vedlagde et billede af sig selv og skrev:

»Hej.. Jeg er ejeren af caféen.. Jeg vil virkelig gerne have dig i min coffeeshop, fordi du har et fantastisk udseende.. Vil du blive sur, hvis jeg inviterer dig ud på en lækker middag??«

Men det var sexchikane, har Ligebehandlingsnævnet vurderet. Middagsinvitationen fik kvinden til at klage, og den klage gav Ligebehandlingsnævnet hende medhold i.

Hun fik medhold, fordi hun var blevet forskelsbehandlet på grund af sit køn, og derfor udsat for sexchikane. Ejeren måtte efterfølgende betale kvinden 12.500 kroner i erstatning plus procesrenter.

Sexchikane ligger under ligebehandlingslovens § 1, stk. 6. Sexchikane er, når der udvises adfærd med seksuelle undertoner, som krænker en persons værdighed eller gør den utilpas.

Den godtgørelse man er berettiget til fastsættes af Ligebehandlingsnævnet ud fra en vurdering af sagens omstændigheder og alvoren af hændelsen.

I en sag om forskelsbehandling på baggrund af køn, ved fastansættelse i en deltidsstilling, er godtgørelsen fastsat til 12.500 kroner.