Luksusgigant er sigtet i dansk hvidvasksag
Advokat fortæller, at hun repræsenterer internationalt selskab bag luksusforhandlere i hvidvasksag.
Advokat fortæller, at hun repræsenterer internationalt selskab bag luksusforhandlere i hvidvasksag.
I en stor sag om hvidvask af mere end 100 millioner kroner er en international koncern for luksusvarer sigtet.
Det fortæller selskabets advokat Katrine Gottlieb tirsdag i Københavns Byret.
Her har en 43-årig kinesisk kvinde tilstået, at hun som ansat i en af luksusforretningerne har deltaget i hvidvask af mere end 11 millioner kroner.
Kvinden er beskyttet af et navneforbud indtil videre, og derfor kan luksuskoncernen ikke nævnes.
Kvinden blev anholdt sammen med flere end ti andre, der ligesom kvinden selv har kinesisk baggrund, i slutningen af august og har siddet varetægtsfængslet siden.
Det er ved tirsdagens retsmøde ikke kommet frem, hvad selskabet er sigtet for, men advokaten bekræftede over for dommeren, at der var en sigtelse, da hun ønskede at stille spørgsmål til den 43-årige kvinde.
Hvidvask handler om at få penge, der stammer fra kriminalitet, kanaliseret ind i en lovlig økonomi. I dette tilfælde skete det gennem luksusforretninger i Danmark, lyder mistanken.
Den 43-årige kvinde har fortalt, at hun medvirkede til at oprette falske kundeprofiler i forretningens systemer. Profilerne blev brugt til at sælge tasker af mærkerne Kelly og Birkin.
Det skete som led i en form for fidus, hvor taskerne blev købt i Danmark og derefter bragt til Kina, hvor de kunne videresælges for et endnu højere beløb.
Det er anklagemyndighedens opfattelse, at de penge, som taskerne i Danmark blev betalt med, var sorte, og hvidvaskerne opnåede en gevinst gennem videresalget i Kina.
Den form for videresalg er ikke tilladt internt i luksusselskabet, har den 43-årige fortalt i retten, og der var derfor en begrænsning på, hvor mange tasker hver enkelt kunde kunne købe. To per kunde per år.
Kvinden har fortalt, at det var grunden til, at hun i selskabets systemer oprettede fiktive profiler, så der kunne købes flere tasker.
Den 43-årige kvinde ventes at få en dom senere tirsdag.
RITZAU