For syv mio. kr. kan du købe HAeren Brian Sandbergs lejlighed og prøve rockerlivet som det er i 2009

Dejlig, lys lejlighed på 160 kvadratmeter i det eksklusive Hellerup er netop sat til salg hos EDC. Lejligheden, der indtil for nylig blev beboet af det fremtrædende HA-medlem, Brian Sandberg, udgør de perfekte omgivelser for dig, der ønsker at leve som en top-rocker.

Her har du sejlerlivet tæt på samt Waterfront Shopping­center og Strandvejens hyggelige og luksuriøse butikker.

Lejligheden ligger på første sal og har to altaner med kig til Øresund og Tuborg Havn. En perfekt oase til afslapning med et glas gulerodsjuice efter en stressende dag som livvagt for den bedrageri-tiltalte IT Factory-direktør, Stein Bagger.

Til lejligheden hører egen p-plads i elektronisk aflåst p-kælder, hvor du kan stille din Harley Davidson, hvis den ikke er blevet konfiskeret af SKAT som led i Al Capone-modellen.

Opgangen er meget elegant med glaselevator og dørtelefon med tv. En fornuftig sikkerhedsforanstaltning, hvis du som lejlighedens tidligere beboer to gange er blevet udsat for attentatforsøg af skydegale indvandrerbander. Attentatforsøgene er direkte grund, til at Brian Sandberg fraflytter lejligheden, da naboerne er begyndt at blive nervøse.

Lejligheden indeholder stor entré, meget stor lys stue og et dejligt køkken/alrum med alt i hårde hvidevarer. Hvad enten du får besøg af kendte facebook-venner eller brødrene fra klubben, kan de ikke blive andet end imponerede, når de ser dette herlige interiør.

Fra lejlighedens master bedroom er der direkte adgang til badeværelse med bruseniche og vaskesøjle. Lejligheden har desuden et ekstra soveværelse med gæstebadeværelse. I både stue og badeværelser er der gulvvarme.

Lejligheden, som ejes af erhvervsmanden John Lundberg, afhændes for 6.995.000 kr. Interesserede købere henvises til ejendomsmæglerkæden EDC, der ikke har ønsket at kommentere salgsopstillingen.