Det er knap to år siden, den skandaleramte muslimske friskole Roser Skolen i Odense måtte lukke efter en langstrakt tilsynssag, som blev rejst på grund af mistanke om dårlig undervisning og social kontrol.

Sagen endte med, at Roser Skolen med øjeblikkelig virkning fik frataget sit statstilskud og skulle tilbagebetale mere end 6,4 millioner kroner.

Alligevel er den for længst lukkede skole nu centrum for en retssag ved Retten i Odense.

Denne gang er det dog hverken social kontrol eller kønsopdelt undervisning, der er sagens kerne.

Retssagen handler slet og ret om et trådhegn og dertilhørende låge, som ifølge anklagemyndigheden er opsat ulovligt.

Ifølge anklagemyndigheden har fonden, der drev Roser Skolen indtil sommeren 2019, ulovligt indhegnet et areal, der ifølge lokalplanen skal være offentligt tilgængeligt. Foto: B.T. Odense
Ifølge anklagemyndigheden har fonden, der drev Roser Skolen indtil sommeren 2019, ulovligt indhegnet et areal, der ifølge lokalplanen skal være offentligt tilgængeligt. Foto: B.T. Odense
Vis mere

Det fremgår af et anklageskrift, hvor Familie Fonden, der indtil sommeren 2019 ejede og drev Roser Skolen, er tiltalt for at have opsat trådhegn med låst låge rundt om hele skolens grund inklusive en boldbane, som ikke kun er skolens.

For nok er friskolen fortid, men fonden bag den råder ifølge Tinglysningsretten fortsat over den knap 30.000 kvadratmeter store grund og bygningsarealet på 4.123 kvadratmeter, der engang udgjorde skolens fysiske rammer.

Ved at indhegne hele området har fonden altså forhindret offentligheden i at bruge boldbanen, hvilket er i strid med Odense Kommunes lokalplan, hvor boldbanen er udlagt til såkaldt 'friareal' med offentlig adgang.

Ifølge anklageskriftet blev Familie Fonden allerede i 2019 gjort opmærksom på de ulovlige forhold, og 11. november 2019 fik fonden et påbud om at bringe sagen i orden.

Men en uge senere – 18. november 2019 – var der stadig ikke sket noget.

Boldbanen til højre i billedet er omdrejningspunktet i en retssag, hvor Familie Fonden er tiltalt for at have opført et hegn i strid med lokalplanen. Ifølge lokalplanen skal boldbanen nemlig være tilgængelig for offentligheden. Foto: Google Maps
Boldbanen til højre i billedet er omdrejningspunktet i en retssag, hvor Familie Fonden er tiltalt for at have opført et hegn i strid med lokalplanen. Ifølge lokalplanen skal boldbanen nemlig være tilgængelig for offentligheden. Foto: Google Maps
Vis mere

Derfor er det nu op til Retten i Odense at afgøre, hvorvidt Familie Fonden skal idømmes en bødestraf for det ulovlige hegn om grunden, der engang husede Roser Skolen.

Godt halvandet år senere står hegnet nemlig stadig.

Det kunne B.T. konstatere ved selvsyn 24. marts, hvor beskeden til besøgende på stedet langtfra var imødekommende, selvom lågen til området stod åben.

»Privat område. Uvedkommende færdsel forbudt, overtrædelse medfører anmeldelse til politiet,« stod der på et skilt ved den fodboldbane, som hele nabolaget ellers skulle have lov til at benytte.

Familie Fonden har flere gange tidligere været i offentlighedens søgelys – og ikke kun på grund af forholdene og undervisningen på den forhenværende friskole.

I forbindelse med Styrelsen for Undervisning og Kvalitets tilsyn med Roser Skolen afdækkede Berlingske, at fondens formand var den kontroversielle imam Mohamed Al Khaled Samha – også kendt som Abu Bashar.

Han var i 2014 i vælten, efter at han under en prædiken i Vollsmose omtalte jøder som »børn af aber og svin«.

Siden er han blevet skiftet ud som bestyrelsesformand for Familie Fonden, der i dag har Hassan Adel Burghle i spidsen for bestyrelsen.

B.T. har forsøgt at få en kommentar til sagen fra Familie Fonden, men hverken fondens direktør eller fondens bestyrelsesformand er vendt tilbage på vores henvendelser.