»Jeg blev ret chokeret. Jeg havde hørt, at en skole i Tilst var indblandet, og der tænkte jeg 'nå okay, det var godt nok tæt på', og så hørte man, at det også var ens eget gymnasium, og så blev det endnu mere tæt på.«

Sådan lyder det tirsdag eftermiddag fra 20-årige Luca lele Rasmussen, efter at det er kommet frem, at han potentielt kunne være blevet offer for en 27-årig nordjysk mands planlagte skoleskyderier i 2018, hvis manden havde gjort alvor af sit 178 siders manifest.

Tirsdag kom det nemlig frem i Retten i Aalborg, at også Aarhus Statsgymnasium, hvor Luca Iele Rasmussen begyndte i 2018, ifølge anklagemyndigheden, har været et konkret mål for et af de skoleskyderier, den 27-årige mand planlagde at udføre i dagene omkring den 20. og 24. august 2018 på skoler i Nord- og Østjylland.

Det vil sige få uger efter, at Luca Iele Rasmussen var begyndt i 1. g på skolen.

»Det værste ved denne sag er nok, at jeg forbinder min gymnasietid med noget meget positivt, og jeg har været glad for netop Aarhus Statsgymnasium.«

»Havde den tiltalte gjort alvor af sine handlinger, havde det været en kæmpe tragedie, som havde mørknet en tid, som man ellers forbinder med noget af det bedste i sin ungdom,« lyder det fra Luca Iele Rasmussen, der indtil nu ikke kendte til den trussel, som har ligget over skolen.

I manifestet beskriver den tiltalte, at han besøgte Aarhus Statsgymnasium i april måned 2018, som en del af en rekognosceringstur. Han var også forbi en anden unavngiven folkeskole samt en sosu-uddannelse.

Adspurgt om, hvorfor det lige skulle være Aarhus Statsgymnasium, svarede tiltalte tirsdag i retten:

»Det skulle være et stykke væk fra det, jeg kendte.«

»Men jeg fik et virkelighedschok derude.«

Han forklarer i retten, at han 'bare gik rundt på skolen' og fandt ud af, at det ville blive sværere at skyde folk på sin egen alder.

Derfor blev angrebet mod skolen heller aldrig til noget. Ligesom angrebene heller ikke gjorde mod flere andre aarhusianske skoler, som var omtalt i manifestet.

Luca Iele Rasmussen synes dog stadig, det er uhyggeligt at tænke på, at den 27-årige mand, som nægter sig skyldig, har gået rundt på skolen med disse tanker.

»Jeg synes, det er uhyggeligt at tænke på den rekognosceringstur. At vedkommende har gået rundt på skolen og overvejet, hvad der var af muligheder for forskellige handlinger, kigget efter flugtveje og så videre. Det er uhyggeligt, at vedkommende har lusket rundt på den måde,« siger han.

Det er 21-årige Thomas Hede, der dengang gik i parallelklasse med Luca Iele Rasmussen, enig i.

»Det er meget skræmmende, også at der ikke har været nogen omkring ham, der har kunnet se det,« siger han og fortsætter:

»Det er meget kynisk og usmageligt.«

Det var under anklager Kim Kristensens indledning, at det tirsdag morgen kom frem i Retten i Aalborg, at Aarhus Statsgymnasium har været et af den 27-åriges mål.

Det samme har Tilst Skole, Aarhus Universitet, Borremose Efterskole, Mariagerfjord idrætsskole, en anden unavngiven folkeskole samt en sosu-uddannelse.

Tiltalte søgte blandt andet informationer på, hvornår skolerne åbnede.

Derudover havde tiltalte indtastet adskillige søgninger på, hvordan man udfører et masseskyderi – og hvordan man køber våben på det mørke internet.

»Det er jo frygteligt, især når man begynder at blande børn og unge mennesker ind i det, som er uskyldige. Jeg aner ikke, hvad vedkommende har haft af hensigter, eller hvad hans højere formål har været, men uanset hvad, er den handling ikke noget, der giver mening,« lyder det fra Luca Iele Rasmussen.

Ud over hvilke skoler, der var mål for den mulige massakre, kom det frem, at den 27-årige havde lavet et 178-siders manifest, der skulle fremlægges samtidig med den såkaldte 'V Day'. V'et står for vengeance, det engelske ord for hævn.

Manifestet er inddelt i flere kapitler: Planlægning, mit had, geografi, min dagbog og citater.

»Mit mål er at slå så mange mennesker ihjel som muligt, inden jeg dør. Det er min hævn mod menneskeligheden,« læste Kim Kristensen op fra det omtalte manifest i retten.

Derudover blev der oplæst flere gruopvækkende beskrivelser op om, hvordan den 27-årige ville dræbe børn.

»Børn er uskyldige, men det bliver de ikke ved med at være. Det er forebyggende, og jeg mener, det er bedre at forebygge,« lød teksten blandt andet, som Kim Kristensen læste højt.

Genoplev tirsdages retsmøde i LIVE-bloggen herunder:

Andre læser også