Den 32-årige Loyal To Familia-leder, pakistansk-danske Shuaib Khan, er i dag i Højesteret blevet idømt ubetinget udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år.

Da dommen faldt, var Shuaib Khan ikke selv til stede i retten. Han menes at være udrejst allerede i efteråret 2017.

Hans forsvarer, Michael Juul Eriksen, havde håbet på, at Højesteret havde stadfæstet Østre Landsrets dom, så hans klient kun skulle udvises betinget.

Sådan gik det ikke. Og Michael Juul Eriksen har et bud på hvorfor:

»Man har fra politisk side ønsket, at praksis skal strammes op meget kraftigt på det her område. Og det er den her dom et udtryk for. Jeg har aldrig tidligere set en ubetinget udvisningsdom for en forseelse, der er på det her niveau,« siger han.

Underforstået, at de trusler mod en politibetjent, som Shuaib Khan fremsatte under en visitation på Nørrebro i juli sidste år, efter forsvarerens mening ligger i den milde ende.

»Mit synspunkt var, at Højesteret skulle se på graden af forseelsen. Det har man valgt at se bort fra,« siger Michael Juul Eriksen.

Han har efter dommen endnu ikke haft kontakt med sin klient, så det er for tidligt at melde noget ud om, hvorvidt sagen vil blive forsøgt indbragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Ud over ubetinget udvisning blev 32-årige Shuaib Khan idømt tre måneders fængsel samt en bødestraf på 12.200 kroner.