Videoer på instagram, hvor unge bliver slået og ydmyget, ryster politikerne på Christiansborg. Socialistisk Folkeparti har fremsat et lovforslag, der pålægger udbydere af sociale medier at fjerne krænkende indhold.

'Jeg vil gerne give ofrene den ret, at der reageres hurtigt på det,' skriver Karina Lorentzen i en mail til B.T.

Mandag beskrev B.T., at der findes danske konti på det sociale medie Instagram, hvor ægte overfald på danske unge bliver lagt op.

I en af videoerne bliver en ung dreng tvunget til at sige ydmygende ting om sig selv, inden han bliver udsat for vold.

(ARKIV)
(ARKIV) Foto: DENIS CHARLET
Vis mere

»Jeg hedder Magnus, jeg er et pikfjæs, og jeg har fucket med de forkerte,« siger drengen, hvorefter han bliver sparket.

Videoen er blot én ud af utallige voldsvideoer fra forskellige steder i Danmark, der bliver samlet på Instagram-profiler oprettet med det ene formål at udstille overfald.

Administratorerne af grupperne efterlyser videoer af slåskampe og vold i Danmark, og at et overfald ender på nettet, er enormt krænkende for ofrene, siger Karina Lorentzen, der vil have det stoppet.

'Det er jo forfærdende og ydmygende, når børn udsættes for både overfald og digital mobning bagefter,' skriver hun i en mail til B.T.

I februar fremsatte SF et beslutningsforslag, der skal tydeliggøre sociale mediers ansvar i forhold til at fjerne ulovligt indhold.

Hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil sociale medier som Facebook, der også ejer Instagram, blive pålagt et direkte ansvar for at monitorere, anmelde og fjerne visse typer af ulovligt indhold, som offentliggøres på mediernes platforme.

'Volden skal forfølges med en politiindsats, men jeg er også optaget af, at de børn og unge ikke skal leve med et ubehageligt digitalt minde, som bliver spredt og delt og umuligt at gennemskue for dem selv, hvordan de får fjernet,' skriver Karina Lorentzen til B.T.

Hun roser Instagram for hurtigt at have lukket voldsgrupperne, efter B.T. skrev om dem i mandags.