Hun glemmer aldrig de forfærdelige skrig.

Først lød det fra døtrene Sandra og Marie ude i haven, men Louise troede blot, at de to søskende havde drillet hinanden igen.

Så hørte hun manden Kim.

»Nej, Nanna, NEJ,« skreg han af sine lungers fulde kraft.

Portrætter af Louise Haurholm Sternbo der mistede sin 3, 5 årige datter Nanna for et par år siden i en drukneulykke i en septiktank. Her ses en hylde til at mindes Nanna.
Portrætter af Louise Haurholm Sternbo der mistede sin 3, 5 årige datter Nanna for et par år siden i en drukneulykke i en septiktank. Her ses en hylde til at mindes Nanna. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Stemmen var så hjerteskærende, at Louise smed, hvad hun havde i hænderne, og gik mod døren, men inden hun nåede så langt, blev hendes værste mareridt forvandlet til virkelighed.

Mod døren kom Kim nemlig løbende med deres treårige datter Nanna i favnen.

Livløs.

Louise kunne med det samme se, at hendes lille guldklump var våd, og da manden passerede hende med Nanna i favnen, var lugten ikke til at tage fejl af.

»Jeg kunne lugte, at hun var faldet i septiktanken,« fortæller Louise Haurholm Sternbo i dag til B.T.

For knap to og et halvt år siden blev Louises verden flået fra hinanden, da hendes yngste datter, Nanna, trådte uheldigt ned på familiens septiktank og druknede.

I dag har moren inviteret B.T. indenfor i familiens nye hus for at fortælle, hvad der helt præcist skete den skæbnesvangre dag i 2017, hvordan livet siden har været en lang kamp, og hvordan hun har følt sig svigtet af systemet.

Og selve dagen?

Den husker hun, som var det i går.

Kalenderen viser torsdag den 8. juni 2017, så der er ikke langt til sommerferien, men Louise har haft en lang dag på sin uddannelse, da hun sætter kursen mod døtrene Sandra og Maries skole.

BT OPGAVE. Portrætter af Louise Haurholm Sternbo der mistede sin 3, 5 årige datter Nanna for et par år siden i en drukneulykke i en septiktank.
BT OPGAVE. Portrætter af Louise Haurholm Sternbo der mistede sin 3, 5 årige datter Nanna for et par år siden i en drukneulykke i en septiktank. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Hun tager dem med hjem til huset i Nørre Alslev på Falster, sætter dem af og kører så mod Nannas børnehave.

Med et stort smil tager Nanna imod sin mor, og det kan betale sig. På vejen hjem får den treårige pige nemlig en af sine absolutte yndlingsspiser:

Chokoladeboller fra SuperBrugsen.

Mor og datter kommer hjem, og Nanna slutter sig til resten af søskendeflokken, mens Kim tager en snak med Louise i køkkenet.

»Han fortæller, at Sandra og Marie har skændtes igen. De havde en rigtig dårlig periode, dér. Så jeg beder ham om at hente dem, så vi lige kan tage en snak,« fortæller Louise.

Imens bliver Nanna ude i haven, men det er der intet til hindring for. Det er en lukket have, og Louise er slet ikke utryg.

Inde i køkkenet går bølgerne højt mellem Sandra og Marie, men far og mor får talt dem til ro, så familien kan få lavet de hotdogs, de skal have til aftensmad.

Smilende Nanna
Smilende Nanna
Vis mere

»Henter I ikke lige Nanna?« spørger Louise.

Den lille pige plejer nemlig at sidde på bordet ved siden af sin mor, når der kokkereres i Nørre Alslev-hjemmet.

»Hun er ikke i haven,« er beskeden fra Sandra og Marie.

»Så må hun være på værelset. Henter I hende ikke?,« spørger Louise tilbage.

Men værelset er tomt.

Hun må gemme sig i haven, tænker Louise, men der går kun få sekunder, og så lyder de to skrig ude fra haven.

Ét minut efter ligger Louise på alle fire i familiens indkørsel.

Hun giver Nanna hjertemassage, men den altid smilende pige har ingen puls. Der er ingen reaktion.

Smilende Nanna
Smilende Nanna
Vis mere

I stedet lægger Kim den livløse datter ind i sin bil, og så sætter han ellers foden ned på speederen og kører mod Nykøbing F. Sygehus.

Louise sørger for, at familiens gode vennepar kommer og tager sig af Sandra og Marie, og så sætter hun også kursen mod sygehuset.

Da hun ankommer, holder Kims bil med åben dør og tændte lygter ude foran skadestuens indgang.

Indenfor er lægerne i gang med Nanna, og de finder hurtigt ud af, at hun skal flyves til Rigshospitalet i København.

Alt imens er Louise meget vred på sin mand.

»Det er her, det virkelig går op for mig, at hun er faldet ned i septiktanken, og jeg ved jo, at vi skulle have skiftet låget. Han havde foreslået at skifte det selv, men jeg havde sagt, at jeg helst ville have professionel hjælp, men han havde så gjort det alligevel,« fortæller Louise.

Kim og Louise sætter sig herefter ind i en taxa og bliver kørt mod Rigshospitalet, hvorefter den »længste halvanden time« i Louises liv finder sted.

På Rigshospitalet bliver ægteparret vist ind til et rum, og derinde præsenteres de for tre personer.

Portrætter af Louise Haurholm Sternbo der mistede sin 3, 5 årige datter Nanna for et par år siden i en drukneulykke i en septiktank. Her en tegning af af hendes tre døtre med Nanna i midten.
Portrætter af Louise Haurholm Sternbo der mistede sin 3, 5 årige datter Nanna for et par år siden i en drukneulykke i en septiktank. Her en tegning af af hendes tre døtre med Nanna i midten. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

»Det var en læge, en sygeplejerske og en tredje person, som jeg ikke kan huske. Sygeplejersken starter med at sige: 'Det er mig, der passer på din datter,' så jeg tænker, at der må være håb,« fortæller Louise.

Men nej. Lægen tager ordet og fortæller, at en masse eksperter har besluttet at stoppe arbejdet med Nanna, og så er alt kaos.

Louise bryder grædende sammen, mens Kim i et raserianfald sparker og slår til alt på den lille hospitalsstue.

Nanna er død, og forældrene får lov at bruge et par timer inde ved siden af deres datter, selvom de ikke må røre hende.

Ulykken skete klokken cirka 17.30, og klokken cirka 03.00 om natten er Louise og Kim hjemme i Nørre Alslev-hjemmet igen.

På få sekunder er deres liv blevet vendt på hovedet, men det værste er næsten, at der på første sal ligger to små piger og sover, som skal have den værste nyhed af dem alle dagen efter.

Natten bliver overstået, men søvn er der ikke meget af på kontoen, når Louise fredag morgen står op ved siden af sine sovende døtre.

»Min mor er kommet dagen efter, og da Sandra og Marie er stået op, tager vi en af dem på hver vores skød. Jeg starter med at sige: 'Lægerne har gjort deres bedste...', men jeg når ikke at sige mere, og så bryder de fuldstændigt sammen,« fortæller Louise.

Ni dage senere bliver en lyserød kiste båret ind i Nørre Alslev Kirke.

Nannas begravelse
Nannas begravelse Foto: Privatfoto
Vis mere

Mens 'I østen stiger solen op' bliver sunget af de fremmødte, ligger lille Nanna i kisten omringet af de ting, som mor, far og de små søstre mener, hun skal have med sig op i himlen:

Den lille Dory-bamse, der fulgte hende overalt. En klump modellervoks. En lille nusseklud.

»Da kisten blev lukket, mistede jeg en del af mig selv. Jeg ville aldrig se hende igen. Det var det sidste farvel,« fortæller en tydeligt påvirket Louise.

Det sidste farvel til altid smilende Nanna, der i dagplejen gik som 'souschefen', fordi hun helt naturligt endte med at bestemme over de andre børn.

Det sidste farvel til altid smilende Nanna, der i børnehaven gik som 'papegøjen', fordi hun kunne tale ørerne af enhver pædagog.

Nanna med sin elskede Dory-bamse
Nanna med sin elskede Dory-bamse Foto: Privatfoto
Vis mere

De efterfølgende måneder er forfærdelige.

Louise går grædende i seng og vågner op på samme måde.

Kim befinder sig stadig i en form for chok med en altoverskyggende skyldfølelse. Han mener, at han har slået Nanna ihjel.

Og så er der Sandra og Marie. De er begge begyndt at have selvskadende adfærd.

»Hvordan tror du, det er, når ens datter fortæller, at 'hun bare gerne vil dø'?,« spørger Louise.

Familien ender med at bo i det samme hus i to år.

De lægger hurtigt noget oven på septiktank-låget, så de ikke skal se på det, men det ligger hele tiden i Louises underbevidsthed, at hendes elskede datter mistede livet få meter fra hende.

Og så er der Nannas værelse. Det kan de ikke magte at røre ved. Det er for hårdt.

Først i sommeren 2019 finder de et nyt hus i Nørre Alslev, så de helt naturligt kan få pakket huset og det uberørte børneværelse ned.

»Det har hjulpet rigtig meget at komme væk derfra, selvom det selvfølgelig stadig er meget hårdt. Værelset måtte vi pakke ned ad flere omgange,« fortæller Louise.

Men hvorfor har hun overhovedet lyst til at fortælle sin historie i B.T.?

»Det er så tabubelagt at miste et barn, og jeg vil gerne sige til alle, at vi skal blive bedre til at tale om det. Hvis man kender nogen i den situationen, så skal man ikke stoppe eller trække sig, hvis vedkommende begynder at græde. Det er ikke rart,« siger Louise, der også anbefaler andre par at gå i sorggruppe.

Sandra og Marie med deres lillesøster
Sandra og Marie med deres lillesøster
Vis mere

Og så er der hjælpen.

Da Louise og Kim forlod Rigshospitalet natten til den 9. juni 2017, fik de en stak brochurer med sig, men det var så også 'den hjælp', de endte med at få.

Familien har selv måtte søge om sorggrupper, psykologhjælp og meget mere. De har ingen sagsbehandler eller kontaktperson haft.

»Der er bare intet sikkerhedsnet i sådan en situation, og det har vi haft brug for. Vores familie har jo været ødelagt, og det har været meget hårdt for de to børn. Jeg har også spurgt andre i den situation her, og de efterlyser også mere hjælp,« siger hun.

Louise finder aldrig ud af, hvad der helt præcist skete ude i haven, men det er hendes teori, at Nanna har trådt ned på siden af septiktank-låget, og at hun så er røget igennem.

Hun ved heller ikke, hvor lang tid der gik, før Kim fandt hende ligge flydende med ryggen op, og han fik brugt sit ben til at støtte, så han kunne læne sig hele vejen ned og hive fat i hendes tøj.

Men vreden har lagt sig. Parret taler godt sammen nu og kæmper for at få en hverdag til at fungere for deres to døtre, som stadig har det meget hårdt.

Og Nanna er ikke et forbudt emne over middagsbordet, hvilket også er til at se i hjemmet.

I stuen er en hel væg nemlig dedikeret til en lille guldklump, som familien savner så forbandet meget.

Der hænger to billeder af Nanna, og på en hylde nedenunder ligger der en del af det legetøj, som var en fast del af den treårige piges hverdag.

Eksempelvis det scepter fra Frost, som hun elskede at lege med.

BT OPGAVE. Portrætter af Louise Haurholm Sternbo der mistede sin 3, 5 årige datter Nanna for et par år siden i en drukneulykke i en septiktank. Her ses en hylde til at mindes Nanna.
BT OPGAVE. Portrætter af Louise Haurholm Sternbo der mistede sin 3, 5 årige datter Nanna for et par år siden i en drukneulykke i en septiktank. Her ses en hylde til at mindes Nanna. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Familien forsøger at leve videre med deres tab, men det bliver aldrig det samme.

»Jeg savner hende hver dag, og livet bliver aldrig det samme uden hende. Min elskede Nanna,« siger Louise.

Der er stadig de dårlige dage, hvor Louise græder og er i dårligt humør. Hvor det er billedet af Nanna med blod i håret, skinne i munden og slange i næsen, der dukker op på nethinden, når hun lukker øjnene.

Men oftere og oftere kommer de gode dage, hvor det er billedet af Nanna som lille nissepige, der kigger sig i spejlet og kysser det, fordi »nissepigen er sød«, som dukker op.

I dag, hvor B.T. besøger Louise, er det heldigvis en god dag, så hun har også mod på at køre med op til Nannas gravsten, som hun ofte besøger.

BT OPGAVE. Portrætter af Louise Haurholm Sternbo der mistede sin 3, 5 årige datter Nanna for et par år siden i en drukneulykke i en septiktank.
BT OPGAVE. Portrætter af Louise Haurholm Sternbo der mistede sin 3, 5 årige datter Nanna for et par år siden i en drukneulykke i en septiktank. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

I denne tid er der pyntet op med gran og nisser, men selvom julen er glædens højtid, skubber de triste tanker sig på, når hun står og kigger ned på den gravsten, hvor der står 'Nanna Haurholm Sternbo'.

»Når jeg står her, tænker jeg, at hun ikke burde ligge der. Så hellere mig,« siger hun.