Har du haft lignende oplevelser, så hører BT gerne fra dig. Skriv til os på 1929@bt.dk eller via Facebook.

Under påskud af at lede efter en 'Louise' har en foreløbig ukendt gerningsmand forsøgt at bryde ind hos adskillige borgere i Østjylland - og noget kunne tyde på, at lignende metoder er ved at sprede sig til resten af landet.

Gennem det seneste stykke tid er den såkaldte 'Louise-mand' gentagne gange dukket op hos borgere i Østjylland, hvor han har taget fat i dørhåndtag - formentlig i håbet om, at døren var ulåst. Har det været tilfældet, er manden gået indenfor, og i de tilfælde han er blevet opdaget, har han spurgt efter 'Louise'.

Men det er imidlertid ikke kun i Østjylland, at denne fremgangsmetode bliver anvendt. 34-årige Lina Nielsen fra Søborg nord for København fortæller til BT, at hun torsdag aften havde en lignende oplevelse.

»Der blev ringet på dørtelefonen, som jeg tager for at spørge, hvem det er. Først bliver der ikke svaret, og så kan jeg se ud af min dørspion, hvorfra jeg kan se hoveddøren, at der bliver taget i håndtaget,« fortæller hun og fortsætter:

»Jeg bliver ved med at sige 'hallo', og pludselig kan jeg høre en mand hviske, hvorefter en anden spørger på gebrokkent engelsk efter Elise. Jeg fortæller, at der ikke er nogen, der hedder Elise her, hvortil de spørger efter en Louise, men jeg svarer nej, og så går de sin vej.«

Godt 10 minutter efter kunne Lina Nielsen høre dørtelefonen ringe hos hendes overboer, men da der ikke bliver svaret der, forsøgte de foreløbig ukendte gerningsmand sig igen hos hende.

»Og her er det den samme historie, men denne gang maser de hoveddøren op. Da jeg låser min egen dør op og åbner for at se, hvem det er, løber de væk. Jeg så desværre ikke, hvem det var,« fortæller Lina Nielsen

Den uhyggelige episode har nu fået hende til at advare andre i lokalsamfundet om den mystiske fremgangsmetode, ligesom hun også har lavet opslag i forskellige Facebook-grupper for at advare andre.

Vestegnens Politi er i øjeblikket ved at undersøge, om de har fået anmeldelser, der minder om ovenstående i historie, men kommunikationsmedarbejder Jakob Christiansen hos Østjyllands Politi oplyste tirsdag til BT, at man har modtaget et ukendt antal anmeldelser.

»Vi kender ikke det præcise antal forhold, men i sidste uge gik han rundt i Hadsten. Her tog han i flere døre. Og han går ind, hvis der ikke er låst. På den måde bliver det hurtigt til mange sager. Tidligere har vi også haft anmeldelser om 'Louise-manden' i Aarhus,« lød det.

Onsdag kan han tilføje, at man endnu ikke har fundet gerningsmanden, men at man stadig efterforsker sagen.