»Det er ikke særligt sjovt, og det er jo på en eller anden måde frygten for os alle.«

Sådan lyder det fra en lokomotivfører, der til dagligt kører på den strækning, hvor der torsdag morgen skete en alvorlig ulykke.

18 er kommet til skade. Torsdag eftermiddag er fem personer fortsat i kritisk tilstand, efter de to tog klokken cirka 6.30 kørte ind i hinanden nord for Hillerød tæt på Isterødvej.

B.T. har talt med flere lokomotivførere, der til dagligt kører på strækningen for Lokaltog A/S. De ønsker ikke at stå frem med deres navn, men B.T. kender deres fulde identitet.

Fra lokomotivførerne lyder det, at ulykken er sket på et »utrolig uheldigt sted«.

»Det ene tog er kommet fra en lille kurve, hvor der er træer på hver side, så udsynet har været dårligt. Det er derfor sandsynligt, at den ene lokomotivfører har set det andet tog med ganske kort afstand,« siger en lokomotivfører og fortsætter:

»Og selvom der kan være 100 eller 200 meters afstand, så bremser et tog altså ikke bare lige sådan.«

Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv en mail på sebj@bt.dk.

Lokomotivførerne fortæller, at der torsdag morgen har været flere onlinemøder, hvor ledelsen har orienteret medarbejderne.

»Det kunne lige så godt have været mig, der var i toget, så jeg er selvfølgelig berørt af det her og ønsker ikke at gå i flere detaljer. Jeg håber bare, at vores ledelse håndterer det godt,« lyder det.

Ingen af lokomotivførerne ønsker at gisne om årsagen til ulykken, men understreger dog, at det er mest realistisk med en såkaldt forbikørsel, hvor en lokomotivfører af uransaglige årsager har passeret et signal.

Det er dog kommet frem, at det lykkedes den ene lokomotivfører at advare passagererne i det ene tog.

Det fortalte Claus René Pedersson, der er sikkerhedschef i Lokaltog, som driver Gribskovbanen, tidligere til TV 2.

Ifølge ham nåede føreren at opdage toget komme kørende direkte imod sig, klodse bremsen og advare passagererne om en kommende kollision. 

Begge lokomotivførere er kommet til skade med »alvorlige brud«, men er uden for livsfare, oplyser Claus René Pedersson til TV 2.