Den forurettede pige var kun 12 år gammel, da hun blev lokket ind i et solcenter af tre ældre drenge og udsat for forsøg på voldtægt i form af tvungen oralsex.
Pigen blev i to omgange brændt på henholdsvis håndleddet og på overarmen, ligesom hun blev truet med at få brændt sit hår af.
Selvom den 12-årige blev tvunget ned på knæ, lykkedes det hende dog at undslippe.
Men en domsmandsret i byretten i Odense har alligevel besluttet, at sagen skal have alvorlige konsekvenser for drengene, der nu er fyldt 16 år.
Onsdag blev de fundet skyldige i voldtægtsforsøget samt gaderøveri af to elcykler til en samlet værdi af 36.000 kroner på en parkeringsplads.
Det skriver TV2 Fyn.
To af de tiltalte, der begge er af anden etnisk herkomst end dansk, blev straffet med advarsel om udvisning.
Den ene blev idømt fængsel i otte måneder, mens den anden ifølge TV 2 Fyn blev idømt anbringelse på en sikret afdeling på en døgninstitution op til 12 måneder og op til 18 måneder på en døgninstitution eller et godkendt opholdssted.
Den tredje tiltalte må foreløbig vente med få sin straf udmålt, da hans personlige forhold først skal afklares nærmere.
Voldtægtsforsøget fandt sted for et år siden i solariecenteret »Beauty Tan« på Rødegårdsvej 180 i Odense.
Ifølge tiltalen forsøgte gerningsmanden i den aflåste solariekabine også at få den dengang 12-årige pige til at lave en video, hvor hun skulle sige, at hendes bror ´var en svans´.
Det nægtede pigen dog og skubbede ham væk, mens hun sagde 'stop', og at det gjorde ondt.
I forbindelse med episoden blev hun nemlig ifølge tiltalen brændt i to omgange med lighteren på henholdsvis håndleddet og på overarmen, ligesom hun blev truet med at få brændt sit hår af.
B.T.s omtale af sagen fik forud for retssagen justitsminister Peter Hummelgaard til at reagere på tiltalen, som angiveligt gjorde havde chokeret ham.
»Jeg kender ikke den konkrete sag, men jeg bliver både rasende og rystet, når jeg i B.T. kan læse, hvordan tre nu 16-årige drenge med indvandrerbaggrund har udsat en bare 12-årig pige for noget så usselt og modbydeligt som forsøg på voldtægt og grov vold. Den form for afstumpet adfærd vil vi ikke tolerere i Danmark – det skal mødes med en hård konsekvens,« lød det blandt andet fra justitsministeren.

