Øverst ses billeder fra Strandby.

Fiskerne i nordjyske Strandby bliver i land tirsdag for at mindes to døde kolleger, som mistede livet i kutters lastrum. 

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Den lille fiskerby Strandby i Vendsyssel nord for Frederikshavn blev sent mandag aften ramt af en tragisk arbejdsulykke, som kostede en 58-årig fiskeskipper og hans blot 21-årige nevø livet.

De to omkom, mens de var i færd med at losse skidtfisk fra kutterens lastrum over i en ventende lastbil. Det var formentlig giftige dampe, der var skyld i tragedien.



En tredje mand, en 24-årig frederikshavner som passede pumpen, der førte fiskene fra kutterne til bilen, opdagede de to ligge livløse i fiskesumpen og forsøgte at redde de to op. Han mistede bevidstheden kort efter, at han var hoppet ned i lastrummet, men blev genoplivet og lagt i respirator på hospitalet. Hans tilstand betegnes stadig som kritisk.

Tirsdag morgen er alle på havnen i Strandby dybt påvirkede af ulykken.

Havneformand Claus Hjørne Pedersen vil ikke kommentere selve ulykken, men han lægger ikke skjul på, at de to pludselige dødsfald er noget, der har rystet den lille by. 

- Jeg har stor sympati og medfølelse med de to familier, der har mistet, fortæller han.

- Vi er et lille samfund, hvor alle kender hinanden som venner og kolleger. Det er folk, der var engagerede i lokalsamfundet, der er gået bort. Det er noget, der påvirker os alle sammen dybt.

Af sammen grund har de to fiskeres kolleger besluttet at blive i land tirsdag for at vise deres respekt for de afdøde og deres medfølelse for de efterladte. Senere tirsdag vil de hjælpe til med at losse kutteren fri for fisk.

- Det bliver også en slags mindestund for de to, siger havneformanden.

Tirsdag morgen mødte dybt berørte pårørende og venner op på kajen i fiskerihavnen for at mindes deres døde familiemedlemmer.

Arbejdstilsynet undersøger nu ulykken nærmere, men her vil man endnu ikke udtale sig om, hvorfor det kunne gå så galt.

Politiet formoder, at de to mænd er døde af giftige dampe fra Brislinge-tanken.