Den 69-årige mand, der sidder varetægtsfængslet sammen med sit 18-årige barnebarn for misbrug af børn, blev opsøgt på sin bopæl af rocker-tæskehold, inden han blev anholdt, fortæller en kilde til bt.dk. Ifølge kilden var det en lokal, der kontaktede rockerne.

Ifølge kilden, der udtaler sig på baggrund af anonymitet, tog en lokal kontakt til rockere, da myndighederne tilsyneladende ikke greb ind efter en henvendelse om, hvad der foregik hos den 69-årige.

- Folk i kvarteret vidste godt, at den var gal derovre, siger kilden til bt.dk.

Kilden fortæller, at rockertæskeholdet ventede på den 69-årige i hans indkørsel en aften. Da han kom hjem, trak de ham ind i huset og tævede ham. Ifølge den lokale smadrede rockerne også den sigtedes pool.

- Han fik en ordentlig én på hatten, fortæller kilden, der bor på samme vej som den 69-årige.

- Der er ikke nogen, der har set ham siden, siger kilden om den 69-årige.

Manden blev sigtet for blufærdighedskrænkelse 30. september 2009. En dengang 17-årig mand blev sigtet i samme sag 6. oktober. Begge blev varetægtsfængslet 23. oktober 2010.

- Vores efterforskning viste, at der nok var mere i det end blufærdighedskrænkelse, sagde drabschef Jens Møller Jensen fra Midt- og Vestsjællands Politi, til bt.dk tirsdag.

Området er ifølge drabschefen Bandidos-land. Bandidos-boss Jim Tinndahn vil ikke afvise, at nogle af hans medlemmer kan stå bag. Selv hørte han om sagen i tv i går, fortæller han.

- Jeg kan ikke stille mig op og sige, at det sikkert er nogle af vores, der har gjort det, for det ville være selvtægt og ulovligt, men vores holdning til sådan noget er, at det hader vi helt vildt, siger Jim Tinndahn til bt.dk.

- Vi har børn som alle andre, og måske er der nogen, der ser lidt mere firekantet på den slags end andre, tilføjer han, men understreger, at han ikke vil forholde sig til den konkrete sag.

- Det ville være spekulationer, siger han.

Ved Midt- og Vestsjællands Politi er man ikke bekendt med, at den 69-årige børnesex-sigtede skulle have fået tæv af et rockertæskehold.

- Han bærer ikke præg af skader, da han bliver anholdt. Jeg tror, at det er en and. Jeg tror, at jeg havde hørt om det, hvis det var rigtigt, siger drabschef Jens Møller Jensen til bt.dk.