Den knitrende lyd af regntøj og sko, som plaskende rammer den våde asfalt, bryder stilheden for de få forældre, som trætte kører i skolens retning med deres børn placeret foran på forskellige udgaver af Christianiacykler.

B.T. er taget til Nørrebro. Nærmere bestemt pladsen ved Sjællandsgade, som de seneste år har været en form for orkanens øje i bydelens bandekonflikt.

Området var senest fredag aften udsat for en skudepisode, hvor en 19-årig og to tilfældige mænd i 50’erne blev ramt af skud i krydset mellem Guldbergsgade og Meinungsgade. Oven på weekendens hændelse er B.T. taget ud blandt områdets lokale børneinstitutioner, caféer og legepladser for at høre, hvordan de lokale har det efter det banderelaterede skyderi, som altså denne gang også krævede uskyldige ofre.

B.T. Mener: Bandekonflikten er blevet en uacceptabel del af hverdagen

Guldberg Skole set fra legepladsen mandag morgen.
Guldberg Skole set fra legepladsen mandag morgen.
Vis mere

Det er en kold og blæsende mandag morgen, som på mange måder virker uforandret fra den normale hverdag, men når B.T. taler med forældre, pensionister og forretningsdrivende, tegner der sig et andet billede. Et billede af en bekymret lokalbefolkning.

Mens klokken nærmer sig otte, dukker flere forældre op med deres regntøjsklædte børn, som hurtigt fragtes ud af cykelsædet og ind i skolegården.

En af forældrene er Bjarne, der skal aflevere sin otteårige søn i 2. klasse.

»Skyderiet har helt klart sat noget i gang i mig, nu hvor det gik ud over tilfældige mennesker. Jeg vil gerne kunne følge mit barn sikkert i skole om morgenen,« siger Bjarne, som har valgt at være anonym af frygt for de lokale bandemedlemmer.

Det var her på Guldbergsgade rundt om hjørnet fra Guldberg Skole, at der fredag aften blev affyret 8-10 skud. Tre mænd blev ramt, hvoraf to var tilfældige forbipasserende.
Det var her på Guldbergsgade rundt om hjørnet fra Guldberg Skole, at der fredag aften blev affyret 8-10 skud. Tre mænd blev ramt, hvoraf to var tilfældige forbipasserende. Foto: Benedicte Borelli
Vis mere

Bjarne ser ned i jorden, mens han fortæller, at han ikke selv var hjemme, da skudepisoden fandt sted lidt over ni fredag aften, men det var hans kone, som hørte skuddene fra parrets lejlighed.

Selvom Bjarne siger, at han ikke vil være bange for at bo på Nørrebro, har han alligevel valgt at reagere på fredagens skyderi.

»Jeg har sagt til min søn, at han meget gerne må lege i den lukkede skolegård i stedet for her ude på pladsen, hvor alle mulige kan komme forbi,« forklarer Bjarne.

Lige inden klokken ringer til time, kommer to mandlige politibetjente gående over pladsen. De har uniformer på og taler med nogle af de lokale.

Politiet gik mandag morgen forbi Guldberg Skole på pladsen ved Sjællandsgade lidt før klokken otte, da flere forældre var ved at aflevere deres børn.
Politiet gik mandag morgen forbi Guldberg Skole på pladsen ved Sjællandsgade lidt før klokken otte, da flere forældre var ved at aflevere deres børn. Foto: Benedicte Borelli
Vis mere

Nogle børn med skoletasker på peger på betjentene, hvilket får en forælder til at forklare, at politibetjentene er her for at sørge for, at børnene opfører sig ordentligt og kommer til tiden.

Ved skolens indgang står skoleleder Morten Nielsen og siger godmorgen til elever og forældre.

Det prøver Morten Nielsen at gøre, så ofte han kan, og i dag summer flere forældre rundt om skolelederen, mens de venter på, at det bliver deres tur til at tale med ham ansigt til ansigt.

»Flere forældre har gerne lige villet høre, hvad der skal ske nu efter fredagens hændelse,« siger Morten Nielsen til B.T og understreger, at han allerede i weekenden sendte en e-mail ud til alle skolens forældre med informationer angående skyderiet.

Foto: Mathias Øgendahl.
Vis mere

Selv 15 minutter efter, at skolens klokke har ringet ind, og børnene er afleveret, bliver Morten Nielsen stående foran pladsen på Sjællandsgade, så alle de ventende forældre får mulighed for at vende deres bekymringer.

Imens går et ældre ægtepar forbi pladsen med deres hund.

De hedder Ulla og Helge og har boet på Nørrebro i mere end 30 år.

»Vi er meget på vagt nu. For eksempel i aftes stod der en stor gruppe unge sortklædte fyre ved legepladsen, og så tænker man 'åh nej, ikke igen i aften',« siger Ulla, og Helge giver hende ret.

Ulla og Helge har boet på Nørrebro i mere end 30 år og har oplevet utallige bandekonflikter i den tid. Alligevel har fredagens skudepisode påvirket dem.
Ulla og Helge har boet på Nørrebro i mere end 30 år og har oplevet utallige bandekonflikter i den tid. Alligevel har fredagens skudepisode påvirket dem. Foto: Benedicte Borelli
Vis mere

»Vi har boet her i mange år, og jeg er ikke bange. Jeg kender mange af de der rødder, og de har aldrig gjort mig noget. Men det går jo ikke, når der også bor børn i området,« supplerer Helge.

Parret kigger over på Guldberg Skoles legeplads og siger samstemmigt, at de ikke ville bo på Nørrebro, hvis de havde små børn.

Den tanke har højgravide Lisa også haft. Hun var ikke hjemme, da skyderiet fandt sted, men hun synes nogle gange, at det er skræmmende at have børn midt i en bandekonflikt.

»Jeg ved faktisk ikke, hvor meget der skulle til, for at vi ville flytte, men jeg tænker da tanken, når jeg hører om episoder som denne her,« siger Lisa.

Hun har lige afleveret sin ældste søn på seks år på Guldberg Skole og må nu skynde sig videre.

Tilbage er kun nedfaldne blade og aflåste cykler på pladsen ved Sjællandsgade.

Inde fra den lukkede skolegård kan man høre børn, der leger - forhåbentligt uanfægtet af den konflikt, som de bor midt i.

B.T. kender identiteten på alle anonyme kilder, som medvirker i artiklen.