Iman Abdul Wahid Pedersen og den uformelle talsmand fra Blågårds Plads, Abde Benarabe, vil mødes med Netto-ledelsen om butik, der blev lukket efter stenkast.

Lokale kræfter på det indre Nørrebro i København gør nu et forsøg på at få genåbnet den Netto-forretning i Blågårdsgade, der er blevet lukket efter vold og trusler mod personalet og stenkast gennem butiksvinduerne.

Den danske imam Abdul Wahid Pedersen, der har sit kontor over for forretningen, har taget initiativ til et møde, hvor han selv vil deltage sammen med den uformelle talsmand for miljøet omkring Blågårds Plads, Abde Benarabe også kaldet Lille A, og Nettos ledelse, skriver politiken.dk.

- Jeg mener, at hvis forretningen skal i gang igen, så er det også vigtigt at involvere folk fra gaden, og derfor har jeg talt med nogle af drengene, om de var friske på at tage med til et møde. De er jo også trætte af det, siger Abdul Wahid Pedersen.

Netto har lukket butikken i foreløbig 14 dage efter chikanerier, der begyndte, da to kunder overfaldt de Netto-ansatte, fordi de fik besked på at skifte kassekø, fordi et kasseapparat var i uorden.

Lille A siger til politiken.dk, at han gerne vil deltage i et møde med Nettos ledelse.

Han siger også, at han allerede har "taget fat i" dem, der var med til at kaste sten gennem ruderne i Netto.

- Vi har sagt, at det skal de ikke gøre. Det er kun med til at gøre tingene værre, siger Abde Benarabe til politiken.dk.

Ifølge bt.dk har Netto-chef Morten Kaas også sagt ja til at deltage i mødet.

Hvornår det kan finde sted, er ifølge imamen endnu ikke aftalt.

Netto søger dog i første omgang råd hos Københavns Kommune. Det sker ifølge politiken.dk i et møde på tirsdag.

/ritzau/