Hele 21 gange skal en ung mand fra Helsingør-området have begået indbrud i private hjem, mener politiet.

Han blev anholdt onsdag, og torsdag har en dommer i Retten i Helsingør besluttet at varetægtsfængsle ham i 14 dage.

I retsmødet har den sigtede, der er 24 år, ikke ønsket at udtale sig, oplyser senioranklager Michael Qvist fra Nordsjællands Politi. Det betyder, at han umiddelbart nægter sig skyldig.

Fængslingen er begrundet med risikoen for gentagelse. Altså at han på fri fod igen vil begå indbrud.

Sigtelsen drejer sig om forhold i blandt andet Helsingør, Hellebæk og Snekkersten.

Ifølge politiets mistanke skal de mange kriminelle aktiviteter have stået på fra oktober til februar.

En række borgere har mistet smykker, ure og andre letomsættelige værdier.

/ritzau/