En kvinde er dræbt. Flere er livstruende såret. Og den mistænkte er stadig på fri fod efter de voldsomme angreb på priden i Berlin.

Tysk politi jagter nu den 21-årige formodede islamist Abdul B., som ifølge flere medier har tilknytning til Islamisk Stat for hans mulige rolle i angrebet. 

Ifølge tyske medier blev han løsladt fra et ungdomsfængsel så sent som i maj. Og et lignende forløb kunne sagtens udspille sig i Danmark.

Så klart lyder vurderingen fra Jacob Kaarsbo, som er tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Den 21-årige Abdul B. er anklaget for at stå bag angrebet på Berlin Pride. Foto: AFP/Ritzau Scanpix

»Ja, selvfølgelig kunne det. Det kommer an på, hvor god man er til at skjule sig. Der er altid en risiko,« siger han til B.T.

Jacob Kaarsbo understreger, at han ikke kender baggrunden for fængslingen eller grundlaget for løsladelsen, men personer med en ekstremistisk fortid kan ikke nødvendigvis overvåges døgnet rundt, forklarer han.

»Man kan ikke lave totalovervågning, uden at der er et reelt grundlag. Det afhænger af personens fortid og de konkrete forseelser.«

Samtidig kan et angreb med en bil eller et stikvåben kræve meget lidt planlægning.

»Overvågningen skal være ekstremt fintmasket, hvis man skal forhindre en løsladt person i eksempelvis at leje en kassevogn. Vi lever i et retssamfund. Man kan ikke overvåge folk 24 timer i døgnet.«

Politiet har ikke afvist, at flere personer kan have været involveret.

Men Jacob Kaarsbos foreløbige vurdering er, at der er tale om »soloterrorisme.«

»Det ville virkelig undre mig, hvis angrebet var koordineret, en del af en større kampagne eller havde forbindelser til andre lande, uden at tysk politi havde opdaget noget.«

'Vi kan ikke leve i frygt'
Angrebet sker få uger før Copenhagen Pride - og det skal tages med en vis alvor.

Jacob Kaarsbo afviser nemlig ikke, at andre kan blive inspireret.

»Det kan selvfølgelig blive kopieret, men politiet træffer også forholdsregler ud fra det, man ser i nabolandene.«

Bør danskerne så holde sig væk fra Copenhagen Pride?

»Jeg synes ikke, man skal frygte eller holde sig væk fra Copenhagen Pride på grund af det her. Der kan altid ske noget, selvfølgelig kan der det, men vi kan ikke leve i frygt.«

Han understreger samtidig, at pridearrangementer kan blive udpeget som mål af alt fra islamister og højreradikale.

Copenhagen Pride i 2024. Her ses Lars Henriksen, tidligere politisk forperson og talsmand for Copenhagen Pride. Foto: Bax Lindhardt

Den mistænkte er fortsat på flugt. Kan han udføre et nyt angreb?

»Terrorister er farlige og uberegnelige, så der er en risiko, men hvis det er soloterrorisme, er risikoen mindre. Men der er ingen tvivl om, at det vigtigt at få ham fanget hurtigst muligt,« siger Jacob Kaarsbo.

Ifølge Bild er politiet i flere af Tysklands nabolande – heriblandt Danmark – blevet alarmeret om efterlysningen.

B.T. har spurgt PET og Rigspolitiet, om danske myndigheder er blevet orienteret, og om de vurderer truslen er øget. De er ikke vendt tilbage endnu.

Følg hele sagen i B.T.s live HER.