Det er lykkedes en af politiets patruljevogne at køre så galt, at store dele af Birkerød mandag eftermiddag er uden strøm.

Det skete da politiet i Nordsjælland her til formiddag foretog en hastighedskontrol  på Ravnsnæsvej mellem Birkerød og Holte.

En rød Peugeot blev vinket ind til siden, men det skulle føreren ikke nyde noget af. Bilen kørte ufortrødent videre, som om intet var hændt.

Til gengæld sprang to betjente resolut ind i deres patruljevogn og satte i høj hastighed efter den mistænkte fartsynder.

Læs også:

Men politiet blev selv ofre for den høje fart, da en kvindelig bilist pludselig svingede ud på Ravnsnæsvej fra en sidevej. Desværre på direkte kollisionskurs med politiets patruljevogn, som ikke kunne nå at bremse.

I stedet forsøgte bilen at køre inden om kvindens bil. Det lykkedes næsten uden at ramme kvindens bil.

- Vores patruljevogn snitter lige bagenden af bilen og fortsætter ud i rabatten. Her kører den over en bakke og rammer derefter en transformatorstation, siger Henrik Suhr, pressetalsmand ved Nordsjællands Politi. Læs også:

Som det fremgår af billedet over denne artikel, gik mødet med transformatorstationen hårdt ud over patruljevognen. Transformatorstationen er også ude af drift og mandag eftermiddag var dele af Birkerød uden strøm på grund af sammenstødet.

Birkerød har i forvejen døjet med strømproblemer på grund højspændingsproblemer, skriver Sjællandske Nyheder.

Uheldet har forværret situationen, men borgerne burde have strøm igen ud på mandag eftermiddag.

- Det lyder som om I selv har kørt uforsvarligt. Var der grund til det?

- Det ved jeg ikke endnu. Der kommer en undersøgelse af hændelsen, siger Henrik Suhr.

Han kan heller ikke oplyse, hvor hurtigt politiet kørte, da patruljevognen ramte transformatorstationen.

Der kom heldigvis ikke nogen til skade ved ulykken. Føreren af patruljevognen har dog rutinemæssigt været til observation på Hillerød Hospital.