Hestene havde ikke en chance for at redde livet, da en 55-årig mand på Sydsjælland lod dem gå sultne rundt på en nøgen jordmark i lang tid. En af hestene nåede ligefrem at dø og rådne op, inden en tilkaldt dyrelæge kunne skåne de to andre, afmagrede heste for yderligere lidelser og aflive dem.

Det er hovedpunkterne i usædvanlig grum sag om grov dyremishandling, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har rejst mod en 55-årig mand. Han har altid boet på landet, og har nu titel af chauffør.

Manden er tiltalt for at have overtrådt dyreværnslovens bestemmelser ved ikke at have behandlet sine dyre forsvarligt og omsorgsfuldt, fordi han ifølge politiet på groft uforsvarlig vis lod de tre heste i stikken.

Da mishandlingen blev opdaget i november 2009 i en mindre by i Faxe Kommune, befandt de tre heste sig i en fold, der udelukkende bestod af jord. De sultne dyr havde ikke adgang til græs eller andet stråfoder som hø og halm. De forsømte heste havde heller ikke nogen mulighed for at søge ly for vejret.

Da politifolk og en dyrelæge blev tilkaldt, mødte der dem et modbydeligt sygn. En af de tre heste lå allerede død på jorden - kraftigt afmagret. Hesten var delvist gået i forrådnelse og antageligt været død i op mod en uge eller mere.

En anden hest - en mørkebrun hingst med blis på næseryggen  - lå hjælpeløs i brystleje. Den var ude af stand til at rejse sig og med flere, store sårdannelser på begge sider af kroppen.

Hesten var sygeligt afmagret, så dens krogler og ribben tydeligt kunne ses og dens muskler var svundet ind. Hestens fedtvæv var også svundet stærkt ind, og den var stærkt nedkølet med en kropstemperatur på kun 34,6 grader.

Hesten blev aflivet på stedet, og også den sidste hest i folden blev skønnet at være så afmagret, at den måtte aflives.

Når sagen kommer for retten senere på måneden, vil politiet kræve den 55-årige ejer af hestefolden idømt fængselsstraf for den grove hestemishandling. Desuden vil anklageren kræve, at han frakendes retten til at fremover at have med dyr at gøre.

- Jeg var på det tidspunkt helt nede med en dyb depression, efter at jeg i 2001 var ude for  et færdselsuheld, der gav mig en piskesmældsskade. Jeg havde ikke glemt hestene, men jeg kunne bare ikke tage mig sammen til at passe dem, selv om jeg stod og så på dem, fortæller den tiltalte til bt.dk.

- I dag er jeg da bestemt ikke stolt af den behandling, som hestene fik, men jeg håber, at dommeren til sin tid vil tage hensyn til min personlige situation på det tidspunkt, tilføjer han.