Lyt til artiklen

Det kan være decideret livsfarligt, men det afholdt ikke visse grupper af unge mennesker fra at praktisere en farlig leg nytårsaften. Både på Rådhuspladsen og ved Storkespringvandet i København valgte grupper af unge mennesker at kyle tændte raketter ind i store grupper af mennesker. Den farlige leg er ikke ukendt hos politiet.

Det oplyser vagthavende hos Københavns Politi.

nytår13_13

- Der er visse grupper af unge mennesker, der synes, det er helt vildt fedt at sende raketter af sted mod folk, men det er altså ekstremt farligt, siger vagtchefen tidligt om morgenen på årets første dag.

Nytårsaften er for mange årets største og ikke mindst smukkeste fest, men fyrværkeriet er ikke bare for sjov. På Rådhuspladsen i går aftes måtte både børn og voksne hoppe og springe for at undgå raketterne, der bevidst blev affyret, så det drønede langs jorden uden destination for at eksplodere i et farvehav. Andre tilskuere til festen på Rådhuspladsen løb hvinende i dækning, mens afsenderen af raketten stod og morede sig.

Flere af de unge knækkede pinden af raketten for så at tænde den - uden at være iført sikkerhedsbriller i øvrigt - og slynge den op i luften eller direkte mod folk. Ifølge politiet er det dog et aftagende problem i forhold til tidligere år, hvor der var mange, der ligefrem så ud til at sigte efter folk for at ramme dem med raketterne.

nytår13_13

- Vi har gjort meget for at komme det til livs, og vi oplever det har lagt en dæmper på problemet. Vi forsøger at være synlige og er iført gule veste, mens vi går rundt mellem folk på Rådhuspladsen, og det er bestemt noget, vi slår hårdt ned på, hvis vi ser det. Vi ser ikke mildt på det, siger vagtchefen.

Vagtchefen understreger desuden vigtigheden af, at folk er forsigtige:

- Mange forældre tror, at det bare er hygge og går rundt med børnene på skuldrene, men det kan altså være farligt, når så mange mennesker affyrer raketter i store folkemængder.

nytår13_13