Sent lørdag eftermiddag modtog politiet via brandvæsnet anmeldelsen om en livløs mand i vandet ved Christians Brygge 33 i København.

»En borger ringer ind og har set en person i vandet. Først blev det antaget, at det var en dykker, men derefter blev man opmærksom på, at det var en person, som virkede livløs,« oplyser vagtchef ved Københavns Politi Jesper Frandsen til B.T.

En borger hoppede herefter i havnen for at redde den livløse mand op.

Snart blev denne kørt til Rigshospitalet med eskorte.

»Ved afgang fra stedet har pågældende hjertestop, og derfor kan vi ikke sige yderligere om pågældendes tilstand,« siger Jesper Frandsen.

Manden er fortsat ikke identificeret, lyder det videre fra vagtchefen, der fortæller, at anmeldelsen landede klokken 16.28.

For nuværende har politiet ikke yderligere oplysninger om sagen.

B.T. følger sagen.