Politiet har i løbet af tirsdagen været til stede i Næstved, hvor de har undersøgt et mistænkeligt forhold. Nu oplyser de, at forholdet har drejet sig om en livløs kvinde i en baggård.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Kvinden er efterfølgende erklæret død.

'Politiet har i løbet af eftermiddagen gennemført kriminaltekniske undersøgelser på findestedet. Kvinden er ikke endeligt identificeret, men meget peger på, at der er tale om en 72-årig kvinde fra Næstved', lyder det i pressemeddelelsen.

Vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen udtaler videre, at der ikke er noget, der tyder på, at kvinden har været udsat for en forbrydelse.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi blev alarmeret i sagen klokken 12.41 tirsdag.

Siden har man været til stede i området omkring Uffesvej, hvor det lød, at man undersøgte det føromtalte forhold, der blev beskrevet som 'mistænkeligt'.

Kort efter klokken 16 oplyste Sydsjællands Politi, at man i øjeblikket har en drone i luften over Næstved, ligesom flere patruljer var til stede på adressen i Næstved.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har ikke yderligere oplysninger om sagen.