Skyldig, skyldig, skyldig.

Sådan lyder kendelsen mod den 38-årige Thomas Thomsen, der altså nu har rettens ord for at have dræbt og parteret den 22-årige Mia Skadhauge Stevn. Derudover kendes han skyldig i forsøg på voldtægt.

Han har hele vejen igennem nægtet sig skyldig i drab og voldtægt, men har erkendt forholdet om usømmelig behandling af lig.

Anklager Mette Bendix har på intet tidspunkt været i tvivl om den 38-årige mands skyld. Hun har tværtimod kaldt ham for løgnagtig og hans forklaring om Mias død for usandsynlig og opdigtet.

Omvendt har forsvarsadvokat Mette Grith Stage slået fast, at anklagemyndigheden har haft ‘et stort bevismæssigt problem’, hvor der ingen tekniske beviser har været på voldtægt, ligesom der heller ikke har kunne fastslås en dødsårsag.

Men det er altså et enigt nævningeting, der er kommet frem til afgørelsen.

Baggrunden for kendelsen var blandt andet tiltaltes forklaring, som retten har kaldt for utroværdig, ligesom der blev lagt vægt på de retsmedicinske undersøgelser i sagen, der slog fast, at kvælning var sandsynligt. 

Det kom også frem, at det af retten ikke er fundet tilstrækkeligt bevist, at tiltalte har voldtaget Mia Skadhauge Stevn, men at han i stedet kendes skyldig i at have forsøgt at begå voldtægt.

Sagen fortsætter torsdag, hvor der vil være strafprocedure og dom.

Står det til anklagemyndigheden, skal den 38-årige mand idømmes fængsel på livstid - subsidiært forvaring. Sidstnævnte er også noget, Retslægerådet har anbefalet. 

Følg B.T.s liveblog herunder: