Den 21-årige Helmi Mossa Hameed var ifølge politiet påvirket, da han onsdag eftermiddag kørte en femårig pige ihjel på Peter Bangs Vej i Valby.

Det kom frem, at han blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg fredag.

Her blev han præsenteret for syv sigtelser, herunder en sigtelse for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder samt en sigtelse for at være påvirket, da han kørte ind i den femårige pige og hendes mor.

Ulykken skete ifølge politiet, fordi Helmi Mossa Hameed i bil kørte frem for ubetinget vigepligt og fortsatte tværs over Peter Bangs Vej og op på fortovet, hvor pigen og moderen gik.

Flere satte bamser på stedet.
Flere satte bamser på stedet. Foto: Jacob Waage / Byrd
Vis mere

Den lille pige kom i klemme mellem husmuren og bilen og afgik ved døden på stedet.

Selv erkender han, at han førte bilen, men nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab.

»Det var et uheld,« lød det fra hans forsvarer Rune Wiborg, inden dørene blev lukket.

Dermed fik offentligheden heller ikke indblik i hans nærmere forklaring om sagen, og det vides således heller ikke, hvordan »uheldet« ifølge ham skulle være sket. At han nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab peger desuden i retning af, at han samtidig nægter, at han var påvirket.

Helmi Mossa Hameed.
Helmi Mossa Hameed. Foto: Politifoto
Vis mere

Helmi Mossa Hameed er desuden sigtet for at have flygtet fra stedet, men det afviser han ligeledes.

Til sidst er han sigtet for en række forhold, der vedrører besiddelse af euforiserende stoffer - 15 gram kokain og 79 gram hash - med henblik på videresalg samt for at have 51 falske tusindkronesedler. De forholder erkender han, men forsvarer Rune Wiborg forklarede at der var tale om stoffer til eget forbrug.

De falske pengesedler var desuden heller ikke anskaffet med henblik på, at de skulle bruges, lød det videre fra Rune Wiborg.

Både penge og stoffer blev fundet på en adresse i Ishøj.

Kendt af politiet

Umiddelbart efter ulykken onsdag løb den 21-årige fra stedet. Ifølge politiet ydede han hverken førstehjælp eller ringede efter hjælp, da han havde kørt den femårige pige ned. Siden gik en regulær menneskejagt i gang, og Helmi Mossa Hameed blev efterlyst med billede og navn af politiet.

Opfordringen lød desuden, at man ikke skulle tage kontakt til ham, hvis man så ham. Mere end 24 timer senere, torsdag aften omkring klokken 20.00, blev han anholdt i en bil sammen med to andre personer. De er sigtet for at have hjulpet ham.

I mellemtiden kunne B.T. fortælle, at Helmi Mossa Hameed har været sigtet i en sag om et voldeligt røveri. Sammen med to andre skulle han have overfaldet en taxachauffør tilbage i 2017, stjålet hans pung, mobil og ikke mindst selve taxaen.

Ifølge TV 2 havde Helmi Mossa Hameed desuden fået frakendt sit kørekort, men det indgik ikke i rækken af sigtelser mod den unge mand.

Ved grundlovsforhøret fredag blev Helmi Mossa Hameed varetægtsfængslet i fire uger.

Der er en begrundet mistanke mod manden i samtlige de syv sigtelser, som Københavns Politi har rejst, fastslog dommer Eva Hammerum ifølge Ritzau.

Hun mener desuden, at han på fri fod vil begå nye lovovertrædelser, stikke af og i øvrigt gøre politiets opklaringsarbejde vanskeligt.