En 37-årig litauisk mand har onsdag i et grundlovsforhør i Retten i Sønderborg erkendt, at han i marts sidste år smuglede 319,5 kilo hash ind i Danmark.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

13. marts sidste år blev han stoppet, da han passerede grænsen ved Frøslev i en lastbil på litauiske nummerplader.

En ransagning af køretøjet viste, at der lå mange kilo hash gemt i et hulrum i lastbilens trailer.

Dagen efter ransagningen blev manden fremstillet i grundlovsforhør og fængslet. Men i maj blev han løsladt på grund af manglende beviser i sagen.

Derfor kunne han frit rejse hjem til Litauen, hvilket han også gjorde.

Men politiets fortsatte efterforskning, der skete sammen med politiet i Litauen, har ført til, at man begærede den 37-årige udleveret til Danmark.

Udleveringen skete tirsdag, og onsdag har manden været i grundlovsforhør.

Han blev fængslet i fire uger og valgte ikke at kære fængslingen.

/ritzau/