Lisas tiårige datter måtte flygte: 'Mor, der går en mand bagved mig'
I Hovedgård skaber en mørkklædt mand frygt blandt forældre. Lisa Ballegaard Jensen tiårige datter ringede tirsdag i panik.

I Hovedgård skaber en mørkklædt mand frygt blandt forældre. Lisa Ballegaard Jensen tiårige datter ringede tirsdag i panik.

Lisa Ballegaard Jensens tiårige datter gik alene på en af Hovedgårds skovstier, da hun tirsdag aften ringede til sin mor med panik i stemmen.
»Mor, der går en mand bagved mig. Han følger efter mig,« sagde datteren i telefonen.
Klokken var 17.30. Lisa Ballegaard Jensens umildbare reaktion var, at det formentlig var efterårsmørket, der spillede datteren et puds. Men alvoren sank hurtigt ind.
»For ikke at skabe panik hos os begge, siger jeg til hende, at jeg ikke tror, han er efter hende. Men da hun stopper op, gør han det samme og kigger den anden vej. Så siger jeg: 'Så løber du bare',« fortæller hun til B.T. og tilføjer.
»Så satte manden også i løb«,
Mens datteren løb er Lisa Ballegaard Jensen på vej ud af byens lokale hal, hvor hun er til fodbold med sine to andre børn. Hun drøner ud til sin bil for at komme datteren til undsætning og møde hende på halvvejen.
»Jeg skynder mig, at køre hende i møde. Men jeg skal ud fra hallens parkeringsplads, hvor der er meget trafik. Samtidig kan jeg se på 'Find My iPhone', at hun er gået en anden vej, end den vi egentlig aftalte,« siger hun.
Datteren har ændret kurs mod sin gamle børnehave, hvor hun ved, at hun kan gemme sig. Bag hende løber manden iført mørke busker, en dynejakke med hætten trukket over hovedet.
»Hun ender så med at komme ud til en lidt større vej, hvor der heldigvis kommer en bil kørende, og så vender manden om,« fortæller Lisa Ballegaard Jensen.
Kort efter når hun til datteren, som endelig kommer i tryghed moderens bil.
»Hun er helt knust, bange og ryster, vi skulle bare væk derfra. Vi kører tilbage til hallen for at hente de andre. Mens vi venter på dem, sidder vi og holder om hinanden, så hun kan få pulsen ned,« siger moderen.
Den skræmmende oplevelse har sat sig i familien. Ikke mindst fordi andre i byen har haft lignende sammenstød med en ukendt mand.
Det bekræfter Sydøstjyllands politi over for B.T. Politikredsens vagtchef fortæller, at man fredag bad borgere om at henvende sig, hvis man har oplysninger om sagerne.
»Vi er bevidste om sagen, og vi rykker ud hvis nogen har lignende oplevelse,« siger politikredsens vagtchef Michael Eldrup til B.T. lørdag.
Fredag blev en 7-årig dreng også antastes af en mand i Hovedgård, skrev TV 2 Østjylland. Til mediet oplyser Østjyllands politi, at der formentlig er tale om den samme mand, som løb efter Lisas datter.
Manden beskrives som værende i 30erne, iført mørke bukser, mørk trøje, og er mørk i huden med vredt ansigtsudtryk. At flere børn et stødt på manden skræmmer Lisa Ballegaard Jensen.
»Det har været dejligt og trygt at lade sine børn gå på stierne, men så kommer der sådan en skiderik og ødelægger det. Nu kører vi vores børn, og det er der mange der gør. De tør ikke lade dem gå. Så det har gjort stort indtryk i byen,« siger hun.
Lisa Ballegaard Jensen har også anmeldt sagen til politiet, men har endnu ikke modtaget en anmeldelsesbekræftelse. B.T. har dog set dokumentation for et 17 minutter langt opkald til politiet, som moderen foretog tirsdag.