To dna-spor knytter Lisa Sofie Andersens eks-kæreste gennem 15 års jakke til drabet med en sikkerhed på 1:1.000.000.

Det er netop kommet frem i Retten i Glostrup, hvor retssagen mod 49-årige eks-samlever, JP, er begyndt onsdag morgen.

Lisa Sofie Engelhardt Andersen blev slået, kvalt og begravet 22. december 2010 i skoven ved en rideskole nær Herlev. Og det er nu kommet frem, at to dna-spor - begge med en sandsynlighed på 1:1.000.000 - knytter den 49-årige JP til drabet.

På graven, på Lisa Andersens ene bryst, fandt retsmedicinere nemlig dna fra JP. Det samme var tilfældet på hendes hænder.

Det andet dna-spor er fundet på JP's jakke. Det kan der normalt være mange gode forklaringer på. Men netop denne jakke er særlig, idet den blev købt den 22. december om eftermiddagen - samme dag, som Lisa blev set for sidste gang - og efter at han hævder, at han så hende for sidste gang.

JP nægter sig skyldig i drabet og i at have begravet Lisa en halv meter nede i den kolde skovbund bag rideskolen, men dna-materialet på jakken stammer med en sandsynlighed på 1:1.000.000 fra ham og ikke fra en anden dansker.

Jakken kom i politiets varetægt, da efterforskere ransagede JP's bopæl. Jakken var fugtig og nyvasket og hang over badekarret. På det ene ærme var desuden spor af jord.

Det er onsdag også kommet frem, at JP's mor ejer en bil, som JP ifølge politiet havde 'fri adgang til'. I bilen er ligeledes - på blandt andet rat og håndbremse - fundet spor efter jord og blade.

Tre eksperter har undersøgt dette, og konklusionen er ifølge anklager Christian Schrøder, at det ikke beviseligt stammer fra skoven, hvor Lisa Andersen blev gravet ned, men at det omvendt heller ikke kan udelukkes, at det stammer derfra.