Han gav hende en mavepumper. Hun faldt sammen. Så sparkede han hende to gange i ribbenene, inden han bøjede sig ned og greb fat om hendes hals.
»Jeg håber kraftedeme, at du dør,« sagde hendes kæreste.
I det øjeblik var Linette Rask Guldager overbevist om, at hun skulle dø.
I mere end et år levede hun med grov fysisk vold, trusler og psykisk terror. Det endte med at koste hendes 52-årige ekskæreste ni måneders fængsel.
Allerede efter nogle måneder var han ude igen med fodlænke.
»Jeg brugte halvandet år af mit liv på at give ham tre-fire måneders fængsel. Det føles så uretfærdigt,« siger 52-årige Linette Rask Guldager.
Hun har indvilget i at fortælle om partnervold i forbindelse med B.T.s fokus på kvindedrab. Alene i år har der været 16 sager, hvor politiet arbejder ud fra teorien om, at en kvinde er blevet dræbt.
Partnervold kan i yderste konsekvens føre til partnerdrab, som er den største enkeltstående drabstype i Danmark.
Konsekvenserne for Linette Rask Guldager har været så store, at hun i dag har fået nyt navn.
Har du eller en af dine nære været udsat for partnervold? Skriv gerne direkte til journalisten på emsh@bt.dk. Alle henvendelser behandles fortroligt.
Linette Rask Guldager stiftede første gang bekendtskab med sin voldelige ekskæreste i 2018 på datingappen Tinder.
Efter nogle måneders stormfuld forelskelse ebbede kontakten ud. Først fire år senere, i 2022, dukkede han op igen i hendes indbakke.
»Han skrev, at jeg var verdens bedste kvinde, og at han havde tænkt på mig lige siden. Han lovebombede mig fuldstændig, og jeg blev jo smigret,« fortæller hun.
Kort tid efter overtalte han hende til at flytte ind. Han var deprimeret, truede med at tage sit eget liv og gjorde sig til et skrøbeligt projekt, og Linette Rask Guldager følte sig forpligtet til at redde ham.
Men snart forvandlede skrøbeligheden sig til kontrol, ydmygelser og vold.
»Han kaldte mig en værdiløs og frastødende kælling. Han sagde, at han hellere ville stikke pikken i en kødhakker end i mig,« fortæller hun.
Han slog og sparkede hende dér, hvor mærkerne ikke kunne ses. Han låste hende ude af huset uden bukser på i vinterkulden og forbød hende at sidde i sofaen. Linette Rask Guldager kunne i stedet sidde på gulvet.
En aften sagde han, at han håbede, hun døde. Det var blot én af flere aftener, hvor han også fremsatte dødstrusler.
»Han fortalte mig, at han er en person, der nyder at se udtrykket i et menneskes øjne, når han tager livet af dem. En person, som er parat til at slå ihjel, og ikke vil tøve med at gøre det,« siger hun.
Efter måneder med det, som Linette Rask Guldager kalder systematisk nedbrydning, var hendes selvværd så ødelagt, at hun hverken turde opsøge læge eller melde volden til politiet.
Hun var blevet overbevist om, at det hele var hendes skyld.
Men en morgen i april 2023 ændrede alt sig. Da hun på vej på arbejde blev trodsig og nægtede at fortælle sin kæreste, hvor hun skulle hen, reagerede han med endnu et raserianfald.
Denne gang løb hun.
»Jeg tænkte: Jeg kan ikke tage hjem, for så dør jeg,« siger hun.
Linette Rask Guldager opsøgte et krisecenter, begyndte at dokumentere sine skader og optog de mange trusler.
I september 2024, efter halvandet års kamp, lykkedes det hende at få ham dømt i en tilståelsessag på baggrund af det materiale, hun havde indsamlet under deres forhold.
I retten fortalte manden, at han havde opført sig som »et monster«.
Han blev idømt ni måneders fængsel, men var ude med fodlænke efter nogle måneder og tilbage på arbejde kort tid efter.
»Jeg synes, at det er komplet latterligt,« siger hun.
I dag har Linette Rask Guldager fået nyt navn og hemmelig adresse. Hun står frem med sin historie for at belyse, præcis hvor store konsekvenser partnervold har for ofrene.
»Jeg har gået til psykolog i to år og er sygemeldt. Jeg kan ikke varetage et arbejde. Det, synes jeg, er så uretfærdigt. At han bare kan fortsætte med at leve sit liv, mens jeg aldrig bliver den samme,« siger hun.
B.T. har forelagt anklagerne for hendes ekskæreste, som har sendt en kommentar på sms.
»Da jeg ikke kender den fulde ordlyd af artiklen, kan jeg ikke kommentere denne. Men jeg vedstår mig den tilståelse, jeg afgav i retssagen, og som jeg har taget min straf for. Herudover har jeg ingen kommentarer,« skriver han.