En væltet lastbil har skabt kæmpe trafikalt kaos på Østjyske Motorvej (E45) i sydgående retning. Netop nu er der fem kilometer kø - og der går stadig en del tid, før vejen kan åbnes igen.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi til TV 2.

Lastbilen var på vej i nordlig retning, da den af ukendte årsager kom i slinger.

»Den vælter ind over autoværnet og spærrer hele motorvejen i sydgående retning,« sagde vagtchef Jesper Brian Jensen fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau tidligt tirsdag morgen.

Uheldet skete på strækningen mellem frakørsel 57 Horsens Syd og frakørsel 58 Hedensted. Politiet er i gang med at få bilisterne ledt uden om.

Hverken lastbilens chauffør eller andre personer kom til skade, da køretøjet væltede omkring klokken 04.40.

Politiet forventer først, at lastbilen bliver fjernet omkring klokken 11.

/ritzau/