Torsdag morgen har der været et større kemikalieudslip hos biotekvirksomheden Novozymes på Hillerødgade i København.

»Det skete under påfyldningen af en tank,« siger vagtchef ved Københavns Politi Henrik Brix.

Han understreger, at udslippet skete inde i Novozymes' bygning på Hillerødgade 42 på Nørrebro og derfor ikke udgør nogen fare for borgere i området.

»Der er ingen giftig tåge over København,« siger Henrik Brix.

Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Til TV 2 oplyser den vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab, Frank Mikkelsen, at det er 8.000 liter af det flydende stof glutaraldehyd, som blev spildt under påfyldningen af tanken,

Der arbejdes på at tørre op efter kemikalieudslippet og undgå yderligere spredning.

Der er ingen tilskadekomne, lyder det fra beredskabschefen.

Københavns Politi modtog anmeldelsen om kemikalieudslippet klokken 8.01.

Politiet og beredskabet er stadig på stedet.