Skolen ved Søerne, som ligger på Frederiksberg, er netop nu ved at blive evakueret.

Det skyldes kraftig røgudvikling på en af skolens etager.

'Der er udbrudt brand i tagetagen i en bygning på Skolen ved Søerne. Skolen er derfor ved at blive evakueret,' skrev Københavns Politi indledningsvist på Twitter.

Københavns Politi oplyser til B.T., at betjente stadig er til stede på skolen, men at branden heldigvis viste sig at være mindre alvorlig end først antaget.

»Der er melding om kraftig røgudvikling, men ikke brand,« oplyser Københavns Politi.

Der er ikke sket skade på bygningen, og ingen personer er kommet noget til.

Københavns Politi forventer, at eleverne og personalet snart kan vende tilbage til skolen.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 9.34.

Årsagen til, at der opstod røgudvikling på tagetagen på Skolen ved Søerne, er endnu uvis.