Fredag eftermiddag påsejlede det 10.000 tons tunge russiske fragtskib Surgut Horsens Erhvervshavn med stor kraft.

Skibet pådrog sig en skade ved sammenstødet og lavede også betydelig skade på kajen, oplyste havnedirektør Claus Holm Christensen fredag aften.

Men lørdag formiddag klokken 11 er det store skib altså på vej ud af havnen.

Det fortæller havnedirektør Claus Holm Christensen til B.T.

Dermed sejler skibet fra Danmark, inden de nye sanktioner træder i kraft,

Lørdag klokken 23.59 er det ikke længere tilladt for russiske skibe at lægge til i danske havne.

Skadernes omfang på havnen er endnu uafklarede, men der er tale om en ren forsikringssag, fortæller havnedirektøren.

Årsagen til påsejlingen er fortsat ved at blive afklaret, men Claus Holm Christensen kan afkræfte overfor B.T., at der har været alkohol indblandet.

Skibet havde en last med stålplader, som blev losset fredag aften og nat.

Stålpladerne er købt af virksomheden Euro-Steel Danmark, og Claus Holm Christensen pointerede fredag aften, at der ikke var nogle problemer i forhold til at få lasten i land.

»Det er vigtigt at huske, at det gods, skibet kommer med, er købt og betalt for længe siden, og det er bedre, at det kommer til Danmark, frem for at Rusland både ender med gods og pengene,« sagde han.