Opfinder og ubådsejer Peter Madsen er blevet varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab i 24 dage af dommeren i Københavns Byret efter lørdagens grundlovsforhør.

Han var ellers i første omgang sigtet for drab på svenske Kim Isabell Frerika Wall på et ukendt tidspunkt efter klokken 19.00 torsdag. En sigtelse som han har nægtet sig skyldig i.

Omkring klokken 16.50 skriver nyhedsbureauet Ritzau, at Peter Madsen er blevet varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab og ikke drab, som det i første omgang lød. Dommer Kari Sørensen traf sin afgørelse ud fra Peter Madsens forklaring, som han gav for lukkede døre. Hun mente dermed ikke, at der på nuværende tidspunkt var grundlag for at holde ham varetægtsfængslet for drab.

Forklaring for lukkede døre

Da 'Raket-Madsen' tidligere lørdag blev fremstillet i Københavns Byret nægtede han sig skyldig. Ved 15.15 tiden blev han endnu en gang sat foran en dommer, og her ville han give sin forklaring for den opmødte presse.

Det fik han midlertid ikke lov til, da dommeren lukkede for dørene, efter anklagerens begæring.

»Det er min opfattelse at der er kommet sådanne oplysninger frem under afhøringen af anholdte, at hvis de kommer frem, så vil pårørende til ofret Kim Wall blive krænket,« lød påstanden fra anklageren, der også mente, at et åbent retsmøde kunne forhindre politiet i deres efterforsknning.

'Raket-Madsens'-forsvarer havde ellers givet udtryk for, at han ønskede at give sin forklaring for offentligheden.

Man har endnu ikke fundet frem til Kim Wall, som skulle skrive en artikel om Peter Madsen og dennes ubåd - Nautilus.

Peter Madsen har forklaret, at han satte hende af ved restauranten 'Halvandet' på Refshaleøen klokken 22.30 torsdag aften.

BT var til stede i retten, og du kan læse her, hvordan det gik.