Det er en ung kvindes pludselige dødsfald, der torsdag morgen har fået politiet til at rykke talstærkt ud til en lejlighed i Roskilde.

Selve dødsfaldet efterforskes som mistænkeligt, og derfor er politiet med egne ord til stede med »fuld pakke« for at undersøge, om der er tale om et gerningssted – eller om kvinden er død af naturlige årsager.

Til B.T. oplyser vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi Lars Krogsgaard, at der er tale om en 23-årig kvinde.

Hendes pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.

Retsmedicinere skal nu undersøge, hvad der ligger til grund for hendes bortgang.

Samtidig arbejder både politifolk i uniform, efterforskere og kriminalteknikere på adressen i Vestergade.

»Hændelsesforløbet frem mod dødsfaldet afviger fra det normale,« har pressemedarbejder Martin Bjerregaard tidligere oplyst til B.T.

I forbindelse med efterforskningen er boligblokken blevet afspærret, og på Twitter har politiet opfordret til, at borgere respekterer afspærringen.

Og torsdag eftermiddag er politiet stadig i gang på adressen.

»Politiet undersøger fortsat sagen for at kunne afgøre, om der måtte være noget mistænkeligt ved hendes død,« lyder det.