Politiet arbejder netop nu mellem Hareskov og Dyssegård stationer tæt ved København.

Aktionen skyldes 'et omfattende' hærværk, der fandt sted natten til mandag.

Her blev ledninger til automatisk togstop og hastighedskontrol klippet over hele 40 gange på strækningen.

Banestrækningen gennemgås derfor med hunde, oplyser Københavns Vestegns Politi, der står for indsatsen i området, der delvist ligger i Nordsjællands Politikreds.

Oprindeligt hed det, at S-togs-strækningen var spærret fra klokken 10 til 11, men Københavns Vestegns Politi skriver på Twitter, at det formentlig kommer til at vare hele eftermiddagen.

'Vi beklager de gener,det måtte give de rejsende,' skriver politiet.

Politiet kan ikke oplyse noget tidspunkt for hvornår man er færdige - heller ikke om det bliver inden myldretidstrafikken begynder ved 15-tiden.

DSB oplyser, at der er indsat togbusser på strækningen indtil videre.