Har du billeder eller video af uvejret? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Flere steder i landet giver stormen Ingolf søndag store udfordringer i form af kraftig blæst, væltede træer, og vandstandene vil flere steder stige voldsomt.

Tidligt søndag aften oplyser DMI til BT, at vandstandene kommer til at stige så meget, at vi nærmer os tilstandene efter stormen Bodil i 2013.

»Det er meget kraftigt højvande, og vi taler om en situation, der minder om stormen Bodil i 2013, og det ser ud til, at det bliver knap og nap samme niveau. Det sker, fordi det har blæst så længe, og det gør, at vandet bliver ved med at løbe ind i fjordene,« forklarer Erik Hansen, der er stormflodsvagt ved DMI.

Han oplyser, at det ser ud til, at Odense Fjord bliver hårdest ramt med en vandstand på 180-190 centimener. Fyns Politi melder også søndag aften ud på Twitter, at der kan blive tale om evakuering.

Området omkring Roskilde og Issefjorden kan også forvente store mængder vand, og her kan vandstanden blive op til 170 centimeter - måske endda helt op til 180.

Vandstandene forventes at være højest mellem klokken 21 og midnat, hvorefter det forventes at falde igen.

Udover forhøjede vandstande sætter Ingolf også stadig sit præg på den trafikale situation søndag aften. På E20 Storebæltsbroen frarådes vindfølsomme køretøjer at passere, oplyser Vejdirektoratet sidst på eftermiddagen søndag. Det gælder helt frem til mandag morgen kl. 07.00.

Fra Midt- og Vestsjællands Politi lyder opfordringen til såkaldte 'stormturister', at man skal holde sig væk fra havnen i Roskilde, da man risikerer at gå i vejen for redningsberedskabet:

I samme politikreds lyder status sent søndag eftermiddag, at der i inderhavnen i Roskilde ved Strandgade udlægges såkaldte watertubes og pumpes vand.

Søndag formiddag lød det dog fra Danmarks Meteorologiske Institut, at Ingolf så småt var ved at løje af.

I løbet af natten blev der flere steder målt vindstød af orkanstyrke, mens der søndag morgen og formiddag var tale om vindstød af stormstyrke.

»Ingolf er kulmineret. Heldigvis er den kraftige vind overstået for denne gang, men resten af søndagen kan der komme vindstød af stormstyrke, og det, vi kalder en stormende kuling. Der er stadig rigtig meget rusk i det,« siger vagthavende meteorolog fra DMI, Marie Timm.

Hun advarer dog om, at det i de kommende timer især er vandstanden i fjorde og havne, der er kritisk. Der er allerede forhøjet vandstand flere steder, og især på Nordfyn og ind i Odense Fjord kan det blive slemt.

Efter stormen kommer stormfloden
Vandstanden var søndag formiddag så høj i mange havne og fjorde, at DMI taler om muligheden for, at vi får en såkaldt 50 års eller 100 års hændelse. Altså, at vandstanden flere steder bliver højere, end man har set de seneste 50 eller hundrede år.

Stormen Ingolf truer Roskilde Havn og Vikingeskibsmuseet i Roskilde lørdag den 28. oktober 2017.
Stormen Ingolf truer Roskilde Havn og Vikingeskibsmuseet i Roskilde lørdag den 28. oktober 2017. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Nogle steder er vi ude i en 100 års hændelse. Vi har simpelthen aldrig oplevet så høj en vandstand,« forklarer vagthavende meteorolog Marie Timm fra DMI, som betegner situationen set med meteorologiske øjne for 'ret så spændende.'

Det er især områder som Roskilde Fjord, Odense og Slipshavn ved Nyborg, der kan blive tale om 100 års hændelser. Andre steder kan man få 50 års hændelser.

»Der er gang i den, og det kan få store konsekvenser. Mange af de mennesker, der bor tæt på disse fjordsystemer, vil opleve, at vandet kommer faretruende tæt på deres huse,« siger hun.

»Der er kommet mere vand ind med Ingolf, end normalt. Når vinden ligger i nordvest og vest, som den gjorde hele dagen i går, bliver der skubbet en masse vand ind fra Nordsøen og Norskehavet. Det bliver skubbet ind til Kattegat, Bælthavet og Sundet. Vi får en masse vand, vi skal have til at passere gennem Danmark. Nu er vinden gået i nord, så de steder, der er kraftigst udsat, er de steder, hvor der ikke er en passage mod syd. Vandet kan ikke komme så hurtigt væk, og så vil der opstå denne propeffekt,« forklarer hun og tilføjer, at det især er i Roskilde Fjord, Issefjorden, Odense Fjord og omkring Fredericia, at der kan opstå problemer med forhøjet vandstand.

Frivillige borgere fra Jyllinge ved Roskilde og Beredskabstyrrelsen forbereder sig på den forhøjedede vandstand som er varslet senere på aftenen søndag d. 29 oktober 2017.
Frivillige borgere fra Jyllinge ved Roskilde og Beredskabstyrrelsen forbereder sig på den forhøjedede vandstand som er varslet senere på aftenen søndag d. 29 oktober 2017. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Du kan løbende følge DMIs opdateringer på den forhøjede vandstand her.

Landet over holder politi og beredskab nøje øje med situationen.

Det ser værst ud i Odense Fjord, og Fyns politi advarer om risiko for oversvømmelser og melder, at vandet ved frokosttid stod højt flere steder. Politiet råder borgere i de udsatte områder til at sikre deres huse.

Du kan her læse, hvilke områder i resten af landet, der er særlig ramt.

Lukkede broer, forsinkede tog og væltede træer
Storebæltsbroen var søndag morgen lukket for al trafik i cirka to timer, og på flere af landets øvrige broer er der restriktioner for lette, vindfølsomme køretøjer.

Klokken otte blev Storebælt atter åbnet for trafik, men man fraråder søndag sidst på eftermiddagn kørsel med vindfølsomme køretøjer som campingvogne og trailere helt frem til klokken 07 mandag morgen.

Samtidig fraråder Vejdirektoratet vindfølsomme køretøjer at passere Alssundbroen ved Sønderborg og Farøbroerne mellem Sjælland og Falster.

Uanset hvor i landet, du befinder dig, opfordrer Vejdirektoratet bilisterne til at køre forsigtigt og med øjnene godt åbne, så man ikke kører ind i væltede træer og andre genstande.

»Man kan sagtens køre ud, hvis bare man kører forsigtigt, holder godt fast i rattet og er opmærksom, især når man kører gennem store, åbne landskaber,« lød det fra vagthavende ved Vejdirektoratet, Mette Nedergaard, søndag morgen.

Hun opfordrede også til, at bilisterne er opmærksomme på ting på kørebanen.

»Hold øje med træer, væltede kegler og andet, der kan ligge på vejene,« fortalte hun og bad samtidig bilister bruge Trafikinfo-app'en, hvis de oplever problemer på motorvejene eller de andre store veje.

»Så skal vi nok rykke ud og få ryddet op,« siger hun.

Også togtrafikken var generet søndag morgen. Banedanmark oplyste, at væltede træer gav problemer flere steder.

Du kan følge udviklingen i togtrafikken på Rejseplanen.dk.

Stormen Ingolf ramte Danmark natten til søndag, og DMI oplyste lørdag, at Ingolf især langs den jyske vestkyst kunne bringe vindstød af orkanstyrke med sig.

Fra politikredsene Midt- og Vestjylland, Syd- og Sønderjylland samt Nordjylland er der ingen meldinger om personskader eller oversvømmelser som følge af stormen i nattens løb.

Vagtcheferne i de tre kredse beretter alle om væltede træer og genstande, der er fløjet ud på vejbaner, men der er ingen meldinger om større materielle ødelæggelser.

I løbet af søndagen aftager vinden langsomt, og det klarer op med solskin og kun enkelte byger, skriver DMI på sin hjemmeside.

/ritzau/