Den mand, der tirsdag formiddag blev fundet død på Amager, er stadig ikke identificeret.

Det oplyser Københavns Politi på Twitter tirsdag eftermiddag.

Politiet skriver dog, at manden er mellem 30 og 40 år, og at han umiddelbart er europæisk af udseende.

'De første undersøgelser tyder på at han er død af kulde,' skriver politiet.

Overfor BT bekræftede vagtchef Lars Westerweel tidligere, at man har fundet en død mand.

»Jeg kan bekræfte, at vi har fundet en mand, der er afgået ved døden, og vi er ved at undersøge forholdet nu her,«  siger han til BT.

»Der var nogen, der fandt en død person på stedet derude og ringede til politiet. Men vi betragter det som en mistænkelig død, indtil vi kan be- eller afkræfte det,« siger Jesper Cederholm, central efterforskningleder hos Københavns Politi, til TV 2 Lorry.

Politiet kan endnu ikke fortælle, om der er sket noget kriminelt.

Manden blev fundet ved Kløvermarksvej på Amager - tæt ved Christiania.