Lørdag leder organisationen Missing People efter 17-årige Farhad i området ved Grejsdal Skole i Vejle.
I den forbindelse kommer politiet med en opfordring til borgerne.
Farhad var 16 år gammel, da han den 9. april 2022 forsvandt fra området Hummelkærsvej og Baunevej i nærheden af hans bopæl i Vejle.
Siden har han været forsvundet og efterlyst.
»Sydøstjyllands Politi vil meget gerne høre fra borgere, der har oplysninger, som kan hjælpe politiet med at finde frem til Farhad,« skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
»Det kan være noget, nogen har set eller hørt, og som for dem måske ikke virker vigtigt eller relevant, men som kan være oplysninger, der er vigtige i det samlede billede,« tilføjer Sydøstjyllands Politi.
Da Farhad blev efterlyst 11. pril 2022, delte politiet dette signalement:
- 170 centimeter høj
- Spinkel af bygning
- Vægt på cirka 65 kilo
- Sort hår
- Han var iført en sort jakke med sorte bukser og sorte sko, da han sidst blev set
Har du oplysninger, der kan hjælpe politiet med at finde frem til Farhad, kan du ringe til Sydøstjyllands Politi på telefon 1-1-4.