Københavns Politi vil i forbindelse med et større arrangement de kommende dage være mere synligt tilstede i gadebilledet.

Det oplyser Københavns Politi i en myndighedsmeddelelse.

Der er desuden en midlertidig restriktionszone i luftrummet over København.

Årsagen er dog stadig uklar.

'Husk, at der fra den 9. november kl. 19.00 og frem til torsdag den 12. november kl. 07.00 er indført en midlertidig restriktionszone i luftrummet over store dele af København og hele Amager,' lyder det fra politiet.

I området bliver det forbudt at flyve med droner uden skriftlig tilladelse fra politiet.

Derudover må mindre fly kun flyve i området med tilladelse fra kontroltårnet i Københavns Lufthavn.

Politiet understreger, at overtrædelser af forbuddet vil blive strafforfulgt.

Ifølge B.T.s oplysninger er der især politi til stede omkring Strandgade i København.

Vicepolitiinspektør Esben Godiksen kan ikke sige så meget til B.T.. Hverken om restriktionszonen eller tilstedeværelsen i Strandgade.

»Jeg kan bekræfte, at vi har politi rundt omkring i byen,« lyder det meget kort.

I Strandgade ligger et 5-stjernet hotel, som forskelige statsledere herunder Keir Starmer og Zelenskyj, har boet på tidligere.

B.T.s mand på stedet forklarer, at de lokale vagter angiveligt tror, at det er et statsbesøg.

Desuden er militæret også involveret.

Foran hotellet står politiet med maskinpistoler.