Et lig er blevet fundet ved Svanholm Cricketklub i Brøndby. Københavns Vestegns Politi oplyser til B.T., at der stort set kun er tale om et skelet.

»Det var en hundelufter, der var ude at gå, som opdagede noget, han mente var et lig. Da vi undersøgte sagen nærmere, kunne vi konstatere, at det var rigtigt,« fortæller vagtchef Lars Jørgensen.

Liget blev fundet i et buskads på en sportsplads, og politiet har en formodning om, hvor længe det har ligget der.

Fundet af liget blev anmeldt til politiet klokken 15.35, og siden da har stedet været spærret af for at give arbejdsro til de retsmedicinere og kriminalteknikere, der er på stedet.

De første undersøgelser på stedet indikerer, at der ikke er sket en forbrydelse.

»På baggrund af retsmedicinernes undersøgelser formoder vi ikke, at der er tale om en forbrydelse, men nu skal vi have foretaget en obduktion, så selvfølgelig kan der komme overraskelser,« siger Lars Jørgensen.

Politiet har en formodning om, hvem den pågældende er. Af hensyn til de pårørende ønsker politiet ikke at sige noget om den sag, før de er hundrede procent sikre.

Sportspladsen bliver fortrinsvis brugt om sommeren, og politiet formoder, at det er derfor, de døde person har kunnet ligge der så længe uden at blive opdaget.