Hvis du skulle falde over et opslag på Facebook om, at du kan få gratis billetter til Legoland, så skal du passe på.

I øjeblikket florerer der nemlig flere falske opslag om, at du kan få fem gratis billetter, mod at du besvarer nogle spørgsmål.

Det oplyser Legoland selv på sin Facebookside.

'Det er ikke fra LEGOLAND, og vi fraråder alle at trykke på linket og svare på spørgeskemaet', lyder opfordringen fra klods-mastodonten.

Også politiet advarer om, at du ikke skal tro på det, hvis du får en mail om, at du kan få fem gratis billetter til Legoland.

'Modtager du en mail med fem gratis billetter til Legoland, så er den desværre falsk... med mindre den kommer fra svigermor selvfølgelig', skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.

Rådene fra Legoland lyder derfor, at det er en god idé at tjekke, hvem der står bag hjemmesiden eller Facebooksiden.

'Er det den officielle www.legoland.dk eller LEGOLAND Facebookside? Er der betingelser i forbindelse med opslaget? Skal der deles eller udleveres personlige oplysninger?,' oplyser Legoland Billund blandt andet på Facebook.