Legemsdele fundet i Vejen stammer fra dræbt polak
Tekniske undersøgelser fastslår, at fundne legemsdele i skovområde i Vejen stammer fra en dræbt polsk mand.

Tekniske undersøgelser fastslår, at fundne legemsdele i skovområde i Vejen stammer fra en dræbt polsk mand.

Legemsdele, der blev fundet i Vejen i sidste uge, stammer fra en 42-årig polsk mand, som blev fundet dræbt i marts sidste år.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update, efter at der er udført undersøgelser af legemsdelene.
Politiet fandt legemsdele fra et menneske i et skovområde i Vejen torsdag i sidste uge. Politiet mistænkte allerede her, at de stammede fra den polske mand.
Resultatet af tekniske undersøgelser har vist, at teorien holdt stik.
De pårørende er underrettet, skriver politiet.
Manden blev fundet dræbt i den nærliggende by Københoved 23. marts 2025.
I begyndelsen havde politiet vanskeligt ved at identificere manden. Der blev derfor udsendt et modelfoto af en tatovering lignende den, som den afdøde havde på sit højre skulderblad.
Den forestiller en kondiløber eller atlet i høj fart.
Offentliggørelsen førte til, at mindst 15 personer henvendte sig for at hjælpe politiet med at identificere manden.
Senere konkluderede efterforskerne, at der var tale om den 42-årige polske mand. Han havde bopæl i Vejen Kommune.
Flere personer er blevet sigtet i sagen om drabet.
Den ene af disse blev anholdt under en langvarig politiaktion i Ribe få dage efter fundet af den afdøde mand. Betjente rykkede under aktionen ud iført skudsikre veste og bevæbnet med automatvåben.
En uge senere blev de to andre mænd anholdt, sigtet og varetægtsfængslet.
De har alle tre nægtet sig skyldige.
/ritzau/