Nordjyllands Politi har onsdag morgen ledt efter en 70-årig forsvunden kvinde på Læsø.

Den efterlyste kvinde, der har demens, blev meldt savnet tidligt onsdag morgen af hjemmeplejen. Nu er der godt nyt.

Kvinden er nemlig fundet i god behold.

Det oplyser politikredsen på det sociale medie X (det tidligere Twitter).

»Nordjyllands Politi efterlyste en 70-årig kvinde, der var gået fra bopælen på Læsø, natten til onsdag. Kvinden er fundet i god behold. Vi aflyser efterlysningen og takker for hjælpen,« lyder det.

Politikredsen havde klokken 04.58 modtaget en anmeldelse fra hjemmeplejen på Læsø om, at den 70-årige kvinde var bortgået fra sin bopæl på Gårdenes Vej på øen.

»Borgerne i området bedes kigge efter kvinden i haver, garager, udhuse med videre,« lød opfordringen fra politiet i den forbindelse.