Tændte fakler lyste op i mørket, da cirka 200 mennesker natten til søndag var samlet på Vesterbro i Aalborg for at dele følelser, tanker og holdninger om den seneste, mørke uge i byen.

»Vi vil være synlige i nattelivet for at skabe tryghed for de unge her weekenden derpå. Og står vi her selvfølgelig også med det frygtelige in mente, der skete med både Oliver og Mia sidste weekend,« siger en af initiativtagerne bag fakkeloptoget, Rasmus Munk Pedersen, til B.T.

22-årige Mia Skadhauge Stevn blev torsdag fundet dræbt i en skov – efter flere dages forsvinden. Samme dage meldte Nordjyllands Politi ud, at videoovervågning havde vist, at forsvundne 21-årige Oliver var faldet i havnen.

Cirka 200 mennesker var natten til søndag en del af et fakkeloptog i Aalborg.
Cirka 200 mennesker var natten til søndag en del af et fakkeloptog i Aalborg. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Og de to tragiske hændelser skinnede da også tydeligt igennem ved fakkeloptoget, fortæller initiativtageren.

»Stemningen var sådan lidt ambivalent, for det er en trist baggrund, vi står her på. Men alligevel så fornemmede jeg helt klart, at folk havde noget på hjertet og ønskede at sende et klart signal, vise sympati og være synlige overfor dem, der er afsted i aften.«

Initiativtageren vurderer, at omkring 200 mennesker var samlet. Gruppevis bevægede de fremmødte sig med tændte fakler fra Vesterbro videre ned mod Jomfru Ane Parken, Jomfru Ane Gade og havnefronten.

Målet ved fakkeloptoget var blandt andet at skabe tryghed og lys.
Målet ved fakkeloptoget var blandt andet at skabe tryghed og lys. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Og blandt de fremmødte var også Nordjyllands Politi, som har været ekstra synlige i nattelivet siden Mia Skadhauge Stevns forsvinden.

»Vores indsatsleder var forbi klokken fire, da det startede. Vi synes, det var naturligt lige at lægge vejen forbi,« siger vagtchef Jesper Sørensen til B.T.

Deltagerne i fakkeloptoget mødtes på Vesterbro i Aalborg.
Deltagerne i fakkeloptoget mødtes på Vesterbro i Aalborg. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

36-årige Rasmus Munk Pedersen kalder nattens markering for en forebyggende foranstaltning, der skal skabe tryghed og lys. Men for flere af deltagerne fyldte også tanker omkring fremtiden.

»Jeg synes, det er vigtigt at fortælle, at vi i Aalborg står sammen og vil skabe tryghed for de unge. Vi vil ikke volden og vi vil ikke utrygheden,« siger han og uddyber:

»Men det rejser også nogle spørgsmål omkring overvågning, og hvordan vi indretter vores byrum. Vi har en havnefront, som giver rigtig meget liv, især om sommeren, men den har også en skyggeside. Den tager desværre fra tid til anden et liv.«