OPDATERING: Torsdag aften kort før klokken 19 melder Syd- og Sønderjyllands Politi på X, at dykkertjenesten stopper eftersøgningen, men genoptager den fredag.
Politiet efterforsker stadig drabsforsøget i Vejen.
Torsdag eftermiddag gennemsøger dykkere fra Søværnet en sø i Ribe i håb om at finde flere spor i sagen fra september.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Sagen drejer sig om en 44-årig mand, der blev skudt på en villavej i Vejen.
Kort efter blev en 34-årig mand anholdt og varetægtsfængslet. Sigtet for forsøg på manddrab.
Skyderiet fandt sted på Rønnebærhaven i den sydjyske stationsby, hvor mange beboere hørte både skuddene og skrigene fra den 44-årige.
»Han skreg helt sindssygt, han må have slæbt sig udenfor, tror jeg. Jeg valgte bevidst ikke at kigge ud,« fortalte en nabo dagen efter til TV Syd.
Naboer har også fortalt til tv-stationen, at offeret kun havde boet i kvarteret i få måneder.
I den tid nåede politiet dog at være forbi adressen flere gange. Til stor bekymring for de øvrige beboere.
I en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi fremgår det, at dykkere og politi torsdag eftermiddag vil være til stede ved regnvandssøen syd for Hans Jacobs Vej i Ribe.
Derfor kan beboere i området opleve usædvanlig meget trafik omkring søen, lyder det.
Politiet har i øjeblikket ikke yderligere kommentarer til sagen.
Den 34-årige er fortsat varetægtsfængslet.
