Det er et ledende medlem af den forbudte bande Loyal to Familia (LTF), der torsdag er blevet anholdt i sagen om et brutalt dobbeltdrab i Kalundborg.

Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi over for B.T.

»Efter politiets opfattelse er han ledende medlem af LTF. De sidste ti år har han været en markant figur i bandemiljøet,« siger politikommissær Michael Andreassen.

Den 32-årige anholdte har alvorlig kriminalitet bag sig og er tidligere dømt for drabsforsøg, oplyser politiet.

Han er fredag blevet fremstillet i grundlovsforhør, hvor retten i Holbæk har besluttet at varetægtsfængsle ham i fire uger.

Han er den tiende anholdte i sagen, hvor to blev dræbt og en tredje livsfarligt kvæstet under et voldsomt opgør mellem to grupperinger, LTF og Sydkyst-gruppen, i november 2020.

Dobbeltdrabet fandt sted 17. november ved 18-tiden på en parkeringsplads i Kalundborg. Ifølge politiet var det en decideret likvidering, da der blev åbnet ild mod tre personer fra Sydkyst-gruppen.

»Tre unge mænd blev skudt ned med lige under i alt 20 skud på en offentlig parkeringsplads midt i handletiden. Det er ekstremt alvorligt,« siger Michael Andreassen.

Politiet mener, at personer med tilknytning til LTF stod bag drabene, og at det var hævn for en episode, der fandt sted tre uger tidligere. Her blev en LTFer ifølge politiet kidnappet og tortureret.

I denne uge begyndte retssagen mod seks af de personer, som ifølge politiet står bag dobbeltdrabene.

Politiet mener, at det er de seks personer, der har udført drabene, mens nogle af de øvrige er mistænkt for at have været med i planlægningen.

Ifølge B.T.s oplysninger er det hemmelige beskeder via en krypteret tjeneste ved navn Sky ECC, der fældede den 32-årige, der først torsdag blev anholdt i sagskomplekset.

Sky ECC er en krypteret beskedtjeneste, som kriminelle har brugt i troen om, at ingen kunne læse med. Men efterforskere fra Europol har knækket koden til tjenesten og har derfor fået adgang til store mængder af beskeder og billeder, der deles med politiet i Danmark og andre lande.

Politet kan af hensyn til efterforskningen hverken be- eller afkræfte, at det er Sky-tjenesten, der har ført politiet på sporet af den 32-årige.

Men politiet er ikke kommet på sporet af ham i forbindelse med den retssag, der allerede kører mod de seks tiltalte i sagen, oplyser Michael Andreassen.

Det er altså ikke, fordi der er kommet nye oplysninger frem under retssagen, eller fordi nogen har stukket den 32-årige til politiet, lyder det.

»Det har intet at gøre med den igangværende retssag,« siger Michael Andreassen.

Ud over den 32-årige og de seks tiltalte, der i disse dage sidder på anklagebænken i retten, er yderligere tre personer mistænkt i sagen.

Mindst to af de tre betragtes også af politiet som ledende medlemmer af LTF.

Bandegrupperingen LTF blev forbudt ved dom i januar 2020, men har alligevel siden været involveret i blodige opgør i den kriminelle underverden.