Ledelsen i virksomheden Hesalight A/S er fredag blevet dømt til at betale erstatning på 200 millioner kroner til konkursboet.

Østre Landsret har stadfæstet en tidligere afgørelse fra Retten i Roskilde, men en revisor frifindes for erstatningsansvar.

Det oplyser landsretten på sin hjemmeside.

Virksomheden fik stor opmærksomhed for sin imponerende hurtige vækst med løsninger med LED-lys til kunder over hele verden. Hesalight blev også fremhævet som en succesrig grøn virksomhed.

Men i virksomheden begik grundlægger og direktør Lars Nørholt omfattende økonomisk kriminalitet, viste det sig senere i en straffesag.

Virksomheden gik konkurs i november 2016, efter at såvel myndigheder som pressen havde presset alarmknapperne i bund.

Siden anlagde konkursboet en civil retssag mod den tidligere ledelse samt revisoren.

Resultatet er dommen fredag i landsretten. Tre bestyrelsesmedlemmer, hvoraf direktør Lars Nørholt var den ene, er erstatningsansvarlige for tab og skal betale 200 millioner kroner.

Derimod er revisor Frank Bergmann frifundet. Der er ikke årsagssammenhæng mellem revisorens fejl og konkursboets tab, lyder landsrettens konklusion.

/ritzau/