Den tidligere direktør og ejer af leasingselskabet Scanleasing Peter Larsen idømmes fire et halvt års fængsel og en bøde på 55,4 millioner kroner.
En dommer i Retten i Kolding har onsdag eftermiddag afsagt dommen efter blot en halv times betænkningstid.
Den 52-årige erhvervsmand tilstod tidligere på dagen 22 forhold om blandt andet snyd med moms og afgifter, svindel med registreringsafgifter og fusk med lønkompensation under coronaepidemien.
- Ja, det er korrekt, lød det gennemgående svar fra Peter Larsen, der forhold for forhold blev udspurgt af to anklagere fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Han erkendte også, at han forsøgte at snyde sit forsikringsselskab i forbindelse med et indbrud i hjemmet i Kolding.
Her angav han, at der var stjålet smykker og ure for et større beløb, selv om det ikke passede.
Han erkender også at have gemt en kuffert med 410.000 kroner i kontanter og et ur til 10.000-15.000 kroner på loftet hos et nærtstående familiemedlem.
Det skete for at undgå, at værdierne kom kreditorer i hænde.
Scanleasing var frem til konkursen i 2020 et tilsyneladende succesrigt leasingselskab med showroom i Axel Towers i København.
I en tv-dokumentar på DR i 2022 blev det afdækket, at selskabet svindlede med registreringsafgifter på de leasede biler.
Det betød, at statskassen blev unddraget afgifter for mindst 21 millioner kroner.
- Vi manglede penge på det tidspunkt, forklarede Peter Larsen om baggrunden for, at virksomheden svindlede med registreringsafgifterne for 2359 køretøjer.
Svindlen foregik ved, at virksomheden indberettede, at der ikke havde været et værditab på de leasede biler.
Det betød, at Scanleasing uretmæssigt fik tilbagebetalt registreringsafgift, der allerede var indbetalt.
Forsvarsadvokat Christian Kirk Zøllner argumenterede i sine afsluttende bemærkninger for "rettens mildeste sanktion".
Han kaldte det i sine afsluttende bemærkninger for en ”ulykkelig sag”, der udsprang af, at Scanleasing var kommet i ”økonomisk uføre”.
Det var ikke økonomisk vinding, der drev ham, men snarere ønsket om at sikre de medarbejdere, der var på lønningslisten, lød det fra advokaten.
Udover fængsel og bøde frakendes Peter Larsen retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.
Retten har desuden bestemt, at den tidligere Scanleasingdirektør skal betale cirka 43 millioner kroner i erstatning til Skattestyrelsen og Erhvervsstyrelsen.
Peter Larsen modtager dommen, oplyser forsvarsadvokaten.
/ritzau/