Oprydningen efter to uheld ved Farøbroerne er i fuld gang. Politiet forventer dog at holde motorvejen spærret i sydgående retning frem til klokken 18. Fire personer er kommet til skade.

Bilister med retning fra Sjælland mod Lolland-Falster må tirsdag eftermiddag ud på en større omvej, efter to uheld har spærret Sydmotorvejen i sydgående retning. Ifølge vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil spærringen af motorvejen først blive ophævet omkring klokken 18.

- Motorvejen er spærret mellem frakørsel 41 Vordingborg og frakørsel 43 Nørre Alslev. Trafikken bliver ledt over Storstrømsbroen i stedet, siger vagtchef Henrik Karlsen

Den første ulykke skete omkring klokken 13, hvor to lastbiler stødte sammen umiddelbart syd for Farøbroerne. Begge chauffører kom til skade, og den ene, en polsk mand, blev klemt fast i sit førerhus. Han blev efterfølgende fløjet til Rigshospitalets Traumecenter med svære kvæstelser, fortæller vagtchefen, der ikke kender mandens præcise tilstand.

Den anden ulykke skete kort tid efter på Sjællands-siden af broerne, hvor en brandbil, der var på vej til den første ulykke, væltede, da den blev tvunget til at dreje skarpt for at undgå at støde ind i en lastbil. To brandfolk kom til skade og er blevet kørt til behandling på sygehuset i Køge.