En lastbil er mandag aften kørt ind i et autoværn på Helsingørmotorvejen ud for Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby.

Lastbilens anhænger ramte en personbil, men der er ingen meldinger om tilskadekomne efter uheldet.

Det fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi Jakob Tofte.

Men det kommer til at tage tid at få fjernet lastbilen og ryddet op, hvorfor man kan forvente længere rejsetid, hvis man skal forbi ulykkesstedet.

- Trafikken glider forbi i den ene vognbane, men man skal væbne sig med tålmodighed, siger vagtchefen.

Politiet mistænker, at lastbilchaufføren for sent har opdaget, at han skulle skifte vejbane, og derfor endte i autoværnet.

Kort før klokken 22 arbejdes der fortsat på uheldsstedet, viser Vejdirektoratets trafikkort. Det forventes overstået i løbet af aftenen, lyder det.

To spor er farbare, mens et tredje er spærret på grund af oprydningsarbejdet.

/ritzau/